Tilgængelighed i byggeri reguleres i byggeloven, og det fremgår af lovens formålsparagraf, at loven bl.a. har til formål at fremme handicaptilgængelig indretning af bebyggelse (nybyggeri og ombygninger).
De første egentlige tilgængelighedskrav blev indført i 1972, og siden er der løbende kommet nye til. I 2005 blev der indført skærpede bestemmelser om tilgængelighedsforbedringer ved ombygninger i eksisterende byggeri, og i 2008 blev der indført en lang række nye krav i bygningsreglementet, samtidig med at de eksisterende krav er blevet skærpet væsentligt.
Tilgængelighedsbestemmelserne findes hovedsagelig i bygningsreglementets kapitel 3 og omfatter bestemmelser om:
- niveaufri adgang til alle enheder i en bygnings adgangsetage,
- niveaufri adgang til enheder på bebyggelsens etager, handicapparkeringspladser, tilgængelig passage fra handicapparkeringspladserne til bygningen,
- handicaptoiletter (offentligt tilgængelige),
- elevatorer, som kan betjenes af kørestolsbrugere – kravet gælder kun for bygninger med 3 eller flere etager,
- teleslyngeanlæg i rum med fællesaktiviteter, mobile/trådløse teleslynger eller andre former for installationer (f.eks. i mødelokaler og ved skranker),
- etablering af kørestolspladser ved fastmonterede pladser samt
- tilgængelig skiltning og information i bygninger.
De enkelte regler kan ses i
Bygningsreglementet.
Bekendtgørelse 1250 af den 13. december 2004 omhandler krav til ombygninger og kan læses på
Retsinformation.dk.