Det nye energimærke

Ved første øjekast ligner mærket det velkendt mærke, der vejleder forbrugerne til at vælge de mest energieffektive produkter. Det er stadig mærkets formål, men ordningen bliver strammet op på flere punkter.

EU’s ændrede energimærke
På det oprindelige energimærket aflæses produkternes energiforbrug på en skala, der går fra A til G, hvor A står for det laveste energiforbrug. I sommeren 2010 trådte et ændret EU energimærkningsdirektiv (rammedirektiv) i kraft.

Det ændrede energimærknings direktiv gør det muligt at supplere A-G skalaen med A+, A++ og A+++, når en meget stor del af en produkttype ligger i en af de bedste energiklasser og der findes produkter på marked, der er betydelig bedre end tærskel værdien til den bedste energiklasse. Og dermed får forbrugerne mulighed for at vælge det mest energieffektive produkt. Og producenterne får dermed incitament til at producere det.

Det ændrede energimærke kan anvendes på de første produkter fra udgangen af 2010, det bliver dog først obligatorisk, at bruge det nye mærke for disse produkter sidst i 2011.
 
Energistyrelsen har sammen med Center for energibesparelser udarbejdet informationsfolderen om det nye mærke til forskellige målgrupper, links til folderne findes under ”Læs mere” i højre kolonne på siden her.

Energimærkets design
Selve mærket bevarer klassifikationen og de genkendelige pile på en skala fra mørkegrøn til rød, men:
• Mærket er nu identisk for hvert produkt på tværs af sprog- og landegrænser i EU, idet tekst er udskiftet med piktogrammer.
• Energimærkets skala får en ny overbygning, så det kan suppleres med A+, A++ og A+++. 
• Den bedste klasse og kun den bedste klasse vil være mørkegrøn.
• Mærket bliver fremstillet som ét mærke, dvs. strippen udgår.

Energimærket skal vises i reklamer
Nu skal energimærket vises i alle reklamer og alt tekniskinformationsmateriale, hvis der gives prisoplysninger. Det gælder også ved fjernsalg (f.eks. internet butikker).

Ansvarsfordeling
Som noget nyt er det leverandørens ansvar at levere det rette energimærke sammen med det enkelte produkt. Forhandleren har til gengæld ansvaret for at placere mærket på et iøjnefaldende sted på produktet, så forbrugeren har let adgang til oplysningerne om energiforbrug m.m.

Implementeringen af det nye energimærke
EU har indtil videre vedtaget 4 forordninger i henhold til det nye energimærkningsdirektiv.

Vær opmærksom på, at de nye krav i forordningerne først træder i kraft ultimo 2011. De nuværende krav fra de eksisterende direktiver/bekendtgørelser er gældende frem til da, dog er det tilladt at bruge det nye mærke for opvaske- og vaskemaskiner og køl- fryseskabe fra udgangen af 2010.

I EU arbejdes løbende med at revidere og stramme energimærkningen for produkter, der allerede i dag er energimærket og med at energimærke flere typer af produkter, bl.a. diskuteres energimærkning for vandvarmere, klimaanlæg/varmepumper, ventilation og kedler.


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation