Net- og distributionsselskaberne inden for el, naturgas,
fjernvarme og olie skal medvirke til at realisere dokumenterbare
energibesparelser på i alt 6,1 PJ/år. Indsatsen er rettet mod
slutforbruget af energi samt reduktion af nettab.
Energiselskabernes spareindsats er en
del af den samlede indsats for at sikre årlige energibesparelser på
1,5 pct. af slutforbruget af energi i Danmark, svarende til 10,3
PJ. Målsætningen er fastlagt i den
politiske aftale af
21. februar 2008 om den danske energipolitik i årene
2008-2011.
Den politiske aftale fra 2008 fastsætter besparelsesmålet for
selskabernes indsats til 5,4 PJ/år gældende fra 1. januar 2010.
Dette er en forhøjelse af det tidligere mål fra 2006, der var på
2,95 PJ/år i perioden 2006 - 2009. Sparemålet på 5,4 PJ udgør mere
end halvdelen af det samlede danske besparelsesmål fra 2008 på 10,3
PJ.
Rammerne for selskabernes indsats er fastlagt i ændringer til el-,
naturgas- og varmeforsyningsloven, jf.
lov nr. 520 af 7. juni
2006. De konkrete vilkår for indsatsen er udmøntet i
aftalen af 20.
november 2009 mellem klima- og energiministeren og
elnet-, naturgas-, olie- og fjernvarmeselskaberne samt i
bekendtgørelse nr. 677 af 23. juni 2010 om
energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder.
Net- og distributionsselskaberne er repræsenteret ved; Dansk
Energi for elnetselskaberne, Dansk Fjernvarme og Foreningen af
Danske Kraftvarmeværker for fjernvarmeselskaberne, Energi- og
Olieforum for olieselskaberne samt gasselskaberne HMN Naturgas,
DONG Energy og Naturgas Fyn.
Aftalen betyder, at Energiselskaberne skal yde en konkret indsats,
der medvirker til realisering af en energibesparelse hos en
slutforbruger, der ikke ville være sket uden selskabets indsats.
Det kan f.eks. være gennem rådgivning, faglig bistand eller
finansiel bistand, herunder tilskud til gennemførelse af
energibesparelser.
I menuerne til venstre kan du finde mere information om
energiselskabernes spareindsats.