Videncenter for energibesparelser i bygninger

Som led i den energipolitiske aftale af 21. februar 2008 blev det besluttet at etablere et Videncenter for energibesparelser i bygninger (VEB).

Der er afsat 10 mio. kr. årligt i perioden 2008-2011.

Opgaven om drift af centeret blev udbudt som EU-udbud i juli 2008. I henhold til gældende udbudsregler blev vinderen af udbuddet udpeget af Energistyrelsen efter de faglige kriterier, der fremgik af udbudsmaterialet.

Vinderen blev et konsortium, der består af Teknologisk Institut (TI), SBI Statens Byggeforskningsinstitut/Aalborg universitet, Viegand og Maagøe samt KommunikationsKompagniet med DTU (Danmarks Tekniske Universitet), Dansk Energi og Sebra som faste underleverandører. Centeret er rent fysisk placeret på Teknologisk Institut og telefonerne åbnede 4. januar 2009.

Formålet med etableringen af Videncenteret er at sikre større udbredelse af viden hos byggeriets parter, både om mulige energibesparelser i bygninger og om kravene i bygningsreglementet og herigennem øge realiseringen af besparelsesmulighederne. Den primære målgruppe er håndværkere, entreprenører, rådgivere og konsulenter samt mindre virksomheder i byggebranchen.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation