En væsentlig del af fremtidens økonomiske vækst i Danmark er
grøn. Den grønne omstilling er en mulighed for at sælge danske
løsninger til de globale markeder, der i stigende grad efterspørger
grønne løsninger.
”Klodens svindende ressourcer og den stigende globale
efterspørgsel efter energi presser priserne på de fossile brændsler
i vejret. De høje priser har allerede påført danske husholdninger
og virksomheder betydelige meromkostninger.
Det er med andre ord ikke længere muligt at bygge velstand på
anvendelsen af knappe fossile ressourcer. Fremtidens velstand
forudsætter energieffektiviseringer og vedvarende energi.
Derfor vil regeringen fremtidssikre det danske samfund ved at
skabe en grøn økonomi i vækst og omstille til et energi- og
transportsystem baseret på 100 pct. vedvarende energi i 2050. En
omstilling i den størrelsesorden er en meget stor opgave, som
derfor må starte nu” (regeringens energiudspil ”
Vores
Energi”).
Investeringerne i en grøn omstilling er ikke kun nødvendige af
hensyn til klimaet, vores forsyningssikkerhed og den danske
økonomis muligheder for at blive uafhængig af ustabile priser på
energi og andre knappe ressourcer. De er også en mulighed for at
danske virksomheders kan få et grønt forspring på det globale
marked for grønne løsninger.
Markedet for grøn teknologi forventes at vokse i fremtiden i takt
med, at flere og flere stater vælger at omlægge deres økonomi i en
mere grøn retning.
Læs i denne forbindelse om
regeringens ministerudvalg for ny erhvervs- og
vækstpolitik, som bl.a. fokuserer på grøn teknologi.
Den nødvendige omstilling er en chance for at styrke hjemmemarkedet
for grønne energi- og klimaøsninger og muligheden for at teste og
demonstrere grønne løsninger i stor skala. Det vil være med til at
øge virksomhedernes muligheder for at eksportere til
verdensmarkedet.
Muligheden for at teste og demonstrere ny grøn teknologi tiltrækker
også udenlandske virksomheder, som ser muligheden for at teste
deres produkter i et avanceret energisystem med en meget høj andel
af vedvarende energi.
Samtidig med at efterspørgslen efter grøn teknologi øges på kort
sigt, vil regeringen fremme den langsigtede produktivitet gennem en
målrettet støtte til teknologiske innovation og forskning, som
allerede i dag er på et højt internationalt niveau.