Vejledning i kortlægningsmetoder og datafangst til brug for kommunal strategisk energiplanlægning

Vejledningen vil indgå i Energistyrelsens forberedelse af kommunal strategisk energiplanlægning. Formålet med strategisk energiplanlægning er at fremme en omstilling til et mere fleksibelt energisystem med mindre energiforbrug og mere vedvarende energi.


Formålet med nærværende opgave er at udarbejde en vejledning som kan hjælpe kommunerne med at gennemføre de første trin i kommunal energiplanlægning, som handler om at kortlægge og indhente de nødvendige data. Vejledningen skal være med til at sikre en ensartethed i de kommunale kortlægninger således sammenligneligheden og fremme af koordinering af energiplanlægning på tværs af kommunegrænser lettes.


I nærværende opgave skal der beskrives metoder til opgørelser af: Det nuværende energiforbrug og den nuværende energiforsyning; Fremskrivning af energibehov og energiforsyning; Energibesparelsespotentialer og Potentialer for udnyttelse af lokale energikilder.

Tilbudsbrev vedr. vejledning i kortlægningsmetoder og datafangst til brug for kommunal strategisk energiplanlægning

Kontrakt


Svar på spørgsmål til udbud om Vejledning i kortlægningsmetoder og datafangst til brug for kommunal strategisk energiplanlægning:

Spørgsmål  1:

Er det muligt at indgå i partnerskab/konsortium på opgaven? Den i udbuddet vedlagte standardkontrakt tager ikke hensyn til dette.

Svar: Det er fuldt ud muligt for en tilbudsgiver at indgå partnerskab/konsortium for at løse opgaven. Der er ingen kontraktmæssige forhindringer for Energistyrelsen i at indgå en aftale med et konsortium. Det har Energistyrelsen gjort tidligere og har i den forbindelse anvendt Energistyrelsens standardkontrakt.


Spørgsmål  2:

Kontrakten indeholder ikke nogen bestemmelse om beløbsmæssig begrænsning af konsulentfirmaets ansvar, hvilket er sædvanligt i rådgiverbranchen. Kan Energistyrelsen acceptere at konsulentfirmaets økonomiske ansvar begrænses til honorarets størrelse?

Svar: Ja

Spørgsmål  3:

Kan Energistyrelsen acceptere et vilkår - som er sædvanligt i rådgiverbranchen - om at konsulentfirmaet ansvar ophører 5 år efter konsulentopgavens afslutning?

Svar: Ja

Spørgsmål  4:

Kan Energistyrelsen acceptere et vilkår - som er sædvanligt i rådgiverbranchen - om at konsulentfirmaet ikke hæfter for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab?

Svar: Ja

Spørgsmål  5:

Af kontraktens punkt 23 fremgår, at Energistyrelsen erhverver ejendomsret m.v. til alt materiale, som konsulentfirmaet leverer eller frembringer som led i arbejdet. Kan Energistyrelsen acceptere at konsulentfirmaet i øvrigt har alle rettigheder over de idéer, konsulentfirmaet måtte få under udførelse af arbejdet?

Svar: Kontraktens punkt 23 og 24 indebærer bl.a., at Energistyrelsen forbeholder sig ret til at stille alt produceret materiale frit til rådighed til alle, samt at Energistyrelsen endvidere har ubegrænsede muligheder for at videreudvikle materialet uden at spørge konsulentfirmaet om tilladelse hertil.  Energistyrelsen kan derfor ikke acceptere at overdrage konsulentfirmaet alle rettigheder til de idéer, som er udviklet i forbindelse med det producerede materiale, da det bl.a. kan begrænse styrelsens mulighed for en videreudvikling af det producerede materiale.

Spørgsmål 6 :

Hvis kontrakten opsiges, jf. punkt 25, inden opgaven er tilendebragt, ønsker konsulentfirmaet ikke at påtage sig ansvar for det ufærdige materiale og ønsker heller ikke at få sit navn forbundet hermed. Kan Energistyrelsen acceptere dette?

Svar: Energistyrelsen er enig i, at konsulentfirmaet ikke kan påtage sig ansvaret for ufærdigt materiale, der eksempelvis endnu ikke er kvalitetssikret af konsulenten. Energistyrelsen har heller ikke noget ønske om at fremhæve, hvem der har udarbejdet det ufærdige materiale. Det vil imidlertid ikke være muligt at hemmeligholde konsulentens navn, da navnet på den valgte konsulent vil være offentligt kendt ved projektstart.  På et senere tidspunkt vil der endvidere kunne komme spørgsmål til projektets fremdrift m.v., hvor det i givet fald kan være nødvendigt for Energistyrelsen at henvise til, at kontrakten med den valgte konsulent er opsagt, og at projektet er stoppet eller forsinket.

 


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation