Arbejdsskader, nærved hændelser mv.

Arbejdsskader, som medfører uarbejdsdygtighed i mere end 1 dag, skal anmeldes til Energistyrelsen.

Ved arbejdsskader forstås skader opstået på personer enten ved en ulykke på offshoreanlægget eller ved en lidelse (sygdom) opstået gennem længere tids påvirkning af sundhedsskadelige faktorer under arbejde eller ophold på offshoreanlægget (f.eks. kemikalier, støj og kropsbelastninger).

Ved nærved hændelser forstås hændelser, som umiddelbart kunne have ført til en ulykke eller en skade på anlægget.

Anmeldepligt
I henhold til § 3 i bekendtgørelse nr. 644 af 25. juni 2008 om registrering og anmeldelse af arbejdsskader m.v. i medfør af offshoresikkerhedsloven (anmeldebekendtgørelsen) skal den driftsansvarlige virksomhed, jf. offshoresikkerhedslovens § 4, stk. 3, der har ansvaret for driften af offshoreanlægget, registrere:
  1. Enhver ulykke eller dødsfald sket på offshoreanlægget.
  2. Nærved hændelser, herunder ethvert udslip af kulbrinter.
  3. Enhver ikke ubetydelig skade på offshoreanlæggets konstruktion eller udstyr af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning.
Herudover skal den sikringspligtige arbejdsgiver anmelde følgende til Energistyrelsen i henhold til § 4 i anmeldebekendtgørelsen:

  1. Ulykker, der medfører dødsfald.
  2. Enhver ulykke, der medfører, at den tilskadekomne er uarbejdsdygtig i 1 dag eller mere ud over tilskadekomstdagen.
Ved den sikringspligtige arbejdsgiver forstås den arbejdsgiver, der har pligt til at tegne ulykkesforsikring efter arbejdsskadesikringsloven.

Den driftsansvarlige virksomhed skal endvidere anmelde:

  1. Enhver nærved hændelse, der kunne have medført dødsfald eller ulykke med alvorlig personskade eller fare for offshoreanlæggets integritet.
  2. Ethvert udslip af kulbrinter, der
    a) medfører brand eller eksplosion eller
    b) har potentiale til at forårsage en større ulykke, jf. definitionen i bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg m.v.
  3. Enhver hændelse, hvor en person er blevet eller må formodes at være blevet udsat for ioniserende stråling i mere end det tilladte omfang ifølge de regler om dosisgrænser for ioniserende stråling, der er fastsat af Sundhedsstyrelsen, jf. bekendtgørelse om lægelig kontrol med arbejde med ioniserende stråling på offshoreanlæg.
  4. Enhver hændelse, der kan have medført udslip af en biologisk agens, og som kan forårsage alvorlig infektion eller sygdom hos mennesker.
  5. Enhver betydelig skade på offshoreanlæggets konstruktion eller udstyr af sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning.
Straksanmeldelser
Af ovenstående skal den driftsansvarlige virksomhed straks underrette Syd- og Sønderjyllands politi telefonisk på 7611 1448, eller på anden umiddelbar måde, om:

  1. Enhver ulykke, der medfører dødsfald.
  2. Enhver ulykke, der medfører alvorlig personskade.
  3. Enhver hændelse, der kunne have medført dødsfald eller alvorlig fare for offshoreanlæggets integritet.
  4. Ethvert udslip af stoffer og materialer, som medfører, at en eller flere personer ilandbringes til observation for forgiftning.
  5. Ethvert udslip af kulbrinter, der medfører brand eller eksplosion eller har potentiale til at forårsage en større ulykke, jf. definitionen i bekendtgørelse om styring af sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg m.v.
  6. Enhver hændelse vedr. ioniserende stråling eller biologiske agenser, jf. ovenfor.
  7. Enhver skade på offshoreanlæggets konstruktion eller udstyr, der medfører, at offshoreanlægget eller væsentlige dele heraf ikke er funktionsdygtigt.
I sådanne tilfælde skal hændelsesstedet efterlades urørt og afspærret indtil politiet bestemmer andet.

Lægers anmeldepligt
I henhold til § 6 i anmeldebekendtgørelsen skal læger anmelde konstaterede eller formodede arbejdsbetingede lidelser, personskader eller skadelige påvirkninger til Energistyrelsen. Dette påvirker ikke lægers pligt til at anmelde til Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen efter lov om arbejdsskadesikring.

Statistik over anmeldte skader og nærved hændelser
Energistyrelsen udarbejder en statistik, der offentliggøres i den årlige rapport om Danmarks olie- og gasproduktion. Denne statistik samt de enkelte anmeldelser indgår i Energistyrelsens prioritering af tilsynet.

Opfølgning på anmeldte skader og nærved hændelser
Energistyrelsen gennemgår alle anmeldelser og vurderer, om der skal foretages noget her og nu. Alle anmeldte skader og nærved hændelser bliver gennemgået offshore på førstkommende tilsynsbesøg. 

I forbindelse med straksanmeldelser foretager Energistyrelsen næsten altid umiddelbart efter et tilsynsbesøg på hændelsesstedet, ofte sammen med politiet.

Resultatet af Energistyrelsens gennemgang og opfølgning på udvalgte hændelser på danske offshoreanlæg 2002 - 2008 kan ses under linket til højre under læs mere.

 


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation