Energistyrelsen fører tilsyn med de sikkerheds- og
sundhedsmæssige aspekter på de danske offshoreanlæg i Nordsøen.
Energistyrelsens opgaver
Energistyrelsen er ressortmyndighed for sikkerhed og
sundhed på offshoreanlæg. Offshoreanlæg omfatter i den forbindelse
anlæg til efterforskning og indvinding af olie og gas fra
undergrunden under havbunden.
Sikkerhed omfatter den indbyggede sikkerhed i anlæg og udstyr, samt
sikkerhed på arbejdspladser og ved arbejdets udførelse. Sundhed
omfatter sundhedsmæssige forhold i arbejdsmiljøet og andre
sundhedsmæssige forhold. Offshoreanlæg er ikke omfattet af
Arbejdsmiljøloven og dermed heller ikke Arbejdstilsynets
ansvarsområde.
Myndighedsopgaverne omfatter:
- Godkendelse og tilladelser i forbindelse med projektering,
drift, ændringer og demontering af offshoreanlæg.
- Tilsyn med sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg
- Udarbejdelse af regler vedrørende sikkerhed og sundhed,
herunder gennemførelse af EU-direktiver.
I forbindelse med varetagelsen af disse opgaver deltager
Energistyrelsen i nationalt og internationalt samarbejde som led i
opbygningen af kompetencer og opfyldelsen af lovgivningsmæssige og
internationale forpligtelser.
I Energistyrelsen varetages sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold
på offshoreanlæg af Offshoresikkerhedsenheden, der er en
selvstændig del af Området for Indvinding og
Energiteknologi.
Godkendelser og tilladelser
Før et produktionsanlæg detailprojekteres og bygges skal en
godkendelse af dets overordnede design godkendes af Energistyrelsen
efter § 27 i Offshoresikkerhedsloven.
Derefter skal anlægget have en driftstilladelse efter § 28 i
ffshoresikkerhedsloven før det kan starte produktion af olie eller
gas.
Tilsvarende skal et mobilt offshoreanlæg (borerig,
indkvarteringsplatform eller andet) have en driftstilladelse før
det tages i brug.
Sikkerheds- og sundhedsredegørelser
For at opnå en designgodkendelse eller en driftstilladelse skal
der foreligge en sikkerheds- og sundhedsredegørelse for anlægget,
som redegør for, hvordan sikkerheds- og sundhedsmæssige risici er
vurderet og nedbragt så meget som det er rimeligt praktisk muligt,
og hvordan operatøren eller andre driftsansvarlige virksomheder
styrer disse risici under driften.
Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen skal ajourføres ved væsentlige
ændringer i anlægget eller i de operationelle forhold.
Tilsyn med sikkerheds- og sundhedsmæssige
forhold
Energistyrelsen fører løbende tilsyn med, at lovgivningen på
sikkerheds- og sundhedsområdet overholdes gennem besøg på
offshoreanlæg og selskabernes kontorer på land.
Tilsynet fokuserer på selskabernes kontrol af de sikkerheds- og
sundhedsmæssige risici gennem deres ledelsessystemer for sikkerhed
og sundhed. Endvidere fokuseres på inddragelsen af de ansatte i
forhold af betydning for sikkerhed og sundhed.
Sikkerhedsorganisation
Anlæg, der opererer på dansk område, skal have en
sikkerhedsorganisation, som opfylder betingelserne i de danske
regler (faste anlæg: bekendtgørelse 408/1999, flytbare anlæg:
bekendtgørelse 1102/1992). Opfyldelse af reglerne vil normalt
forudsætte, at der på anlægget er valgte sikkerhedsrepræsentanter
for de ansatte. Sikkerhedsrepræsentanter og ledelsesrepræsentanter
skal i sikkerhedsgrupper og sikkerhedsudvalg samarbejde om
varetagelse og forbedring af alle sikkerheds- og sundhedsforhold på
anlægget. Medlemmerne af sikkerhedsorganisationen skal uddannes,
som angivet i bekendtgørelse 907/2002.
Der er mere om tilsyn i menuen til venstre.
Råd, komitéer og kommissioner
I henhold til offshoresikkerhedsloven er der nedsat en række
kommissioner m.v. med forskellige formål. Via linket Råd, Komiteer
og Kommissioner til venstre kan der findes oplysninger om
Offshoresikkerhedsrådet, Myndighedernes beredskabskomité og
Havarikommissionen.
Internationalt samarbejde
Energistyrelsen deltager i internationalt samarbejde på en række
områder, der vedrører sikkerhed, sundhed og miljø på
offshoreanlæg.
På det sikkerheds- og sundhedsmæssige område deltager
Energistyrelsen i et samarbejde med de øvrige myndigheder i det
Nordvesteuropæiske område gennem North Sea Offshore Authorities
Forum (NSOAF), i bilateralt samarbejde med Norge og UK samt ved
deltagelse i Offshore Mechanical Handling Equipment
Committee.
På olie/gas-området støtter Energistyrelsen Miljøstyrelsen med
teknisk ekspertise i arbejdet i Oslo-Paris Kommissionen (OSPAR) om
beskyttelse af havmiljøet ved offshoreaktiviteter.
Via menuen til venstre kan der læses mere om samarbejdet.