Elmotorer

Eco-designkrav til elmotorers energieffektitet blev gældende fra juni 2011. Kravene kan føre til elbesparelse i alle EU lande i svarende til 4 gange Danmarks elforbrug.

Energiforbruget i EU begrænses ved, at der sættes fælles mindstekrav til elektriske motorers energieffektivitet i EU.

De første krav (trin 1) blev gældende pr. 16. juni og betyder, at motorer i energieffektivtetets klasse IE1 ikke længere må markedsføres i Danmark.

Eco-designkravene for elektriske motorer (0,75- 375 kW) indføres i 3 trin, næste trin,  2. trin gælder fra 2015 og 3. trin fra 2017. Der sættes krav til motorens effektivitet og om at forskellige oplysninger om motoren skal findes tilgængeligt.

Forordningen for elmotorer omfatter motorer i størrelsen fra 0,75 kW-375 kW, Den nedre grænse på 0,75 kW svarende til 1 hk, ca. størrelsen på motoren i en håndboremaskine. Den øvre grænse svarer til en motor, som indgår i en køle-kompressor i et større kølehus i EU. Kommissionen oplyser, at de motorer der omfattes tegner sig for mere end 90 pct. af det energiforbrug, som er forårsaget af brugen af elektriske motorer i størrelsen 0,75 kW – 375 kW.

Elektriske motorer indgår som komponenter i meget maskinudstyr og i en lang række forbrugerprodukter. Det Internationale Energiagentur IEA vurderer, at anvendelsen af elektriske motorer er årsag til 40 pct. af verdens elforbrug. Elektriske motorer spiller således en meget væsentlig rolle i bestræbelserne på at mindske energiforbruget i EU.

IEA vurderer, at det er muligt at spare mellem 20 pct. og 30 pct. af elforbruget ved at udskifte motorerne til mere energieffektive motorer, ved at optimere motorstørrelser og ved at anvende effektiv styring af motorerne. Og at alle sådanne tiltag vil være omkostningseffektive med de nuværende el-priser (2009).

Det vurderes, at eco-designkravene vil føre til elbesparelser for EU på 135 milliarder kWh i 2020. Danmarks samlede elforbrug var i 2007 knapt 34 milliarder kWh. EU's samlede elbesparelser i 2020 svarer således til 4 gange det samlede danske elforbrug.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation