Vaskemaskiner
Eco-designkrav til husholdningsvaskemaskiners energieffektivitet skal overholdes fra 1. december 2011. Kravene kan fører til en årlig energibesparelse på 28 % af husholdningernes elforbrug til vaskemaskiner i 2020.
Formålet med at sætte minimumskrav til husholdningsvaskemaskiners energieffektivitet er, at nedsætte EU’s samlede energiforbrug. På EU-plan forventes kravene at medføre energibesparelser på 35 mia. kWh årligt i 2020. Dette svarer omtrent til Danmarks årlige energiforbrug.
Eco-design forordningen er primært sigtet på vaskemaskiner til husholdningsbrug og som kan tilsluttes elnettet eller som drives med batterier som strømkilde. Vaskemaskiner uden centrifugeringsfunktion, kombinerede vaske-tørremaskiner og vaskemaskiner, der primært anvender anden energiforsyning end elektricitet er ikke omfattet af forordningen.
Reglerne betyder, at produkter der ikke opfylder kravene til energieffektivitet mv. ikke må markedsføres inden for EU. Produkter der allerede befinder sig hos grossister eller i detailforretninger inden for EU, må fortsat sælges. Kravene til skærpede energieffektive krav indføres i flere trin fra 1. december 2011 til 1. december 2013.
På højre side kan du finde links til forordningen på dansk og på engelsk.