Vej- og kontorbelysning
Eco-designkravene til kontor- og vejbelysning fremgår af forordning 245/2009, og af tillægsforordning 347/2010. Nedenfor kan du finde information om kravene. Links til dokumenterne og øvrigt materiale, findes til højre.
EU-Kommissionen har i foråret 2009 offentliggjort eco-designforordning med krav til kontor- og vejbelysning. Forordningen stiller energieffektivitets- og funktionskrav til lysstofrør uden integrerede forkoblinger, højtryksudladningslyskilder og forkoblinger og armaturer beregnet til de to belysningsteknologier. Lyskilder til specielle formål som f.eks. fotokopiering, stadionbelysning, medicinsk behandling, nødlys og varmelamper er ikke omfattet.
Forordningen for vejbelysning vil reducere EU’s samlede energiforbrug og begrænse anvendelsen af kviksølv i vejbelysning. Analysen udført af EU-Kommissionen som grundlag for udformning af kravene, viser, at EU-markedet for belysning er omfattende, med 1,6 milliarder lyskilde-punkter i 2005, og med en forventet forøgelse i antallet til 2,3 milliarder i 2020. Uden Eco-designkrav vil sådan en forøgelse medføre en stigning i elforbruget fra 200 TWh pr. år i 2005 til 260 TWh pr. år i 2020, og en stigning i forbruget af kviksølv fra 12,6 til 18,6 tons i samme år.
I Danmark anvendes der allerede i dag overvejende produkter, som opfylder de foreslåede krav, og besparelser i Danmark forventes derfor mere beskedne i forhold til besparelserne på EU-plan.
I foråret 2010 offentliggjorde Kommissionen eco-designforordning 347/2010 af 21. april 2010, som er et tillæg til forordning 245/2009. Tillægsforordningen indeholder en række ændringer og justeringer, retter på fejl, forglemmelser og uhensigtsmæssigheder i den oprindelige forordning. Et link til forordning 347/2010 findes her til højre på siden.
Kommissionen skal senest fem år efter kravenes vedtagelse tage stilling til, om det er nødvendigt at revidere gennemførselsforanstaltningerne.