Vaske-tørre-maskiner

Om oplysningerne på energimærket til vaske-tørremaskiner

På energimærket er der oplysning om:
Eksempel på energimærke til vaske-/tørremaskine
Mærke/Model: Her står, hvilket mærke og hvilken model maskine der er tale om.

Lavt forbrug - højt forbrug. Pile fra A til G:
I feltet kan man se, om vaske-/tørremaskinens energiforbrug er lavt eller højt i forhold til andre vaske-/tørre-maskiners energiforbrug pr. kg tørt tøj. A betyder lavt energiforbrug, G betyder højt, og den sorte pil med bogstavet viser, hvor den aktuelle vaske-/tørremaskines forbrug ligger. Det kaldes maskinens energiklasse. Man kan kun sammenligne energiklasser for maskiner af samme type. Dvs. at man kan sammenligne to vaske-/tørremaskiners energiklasse, men ikke energiklassen for en vaske-/tørremaskine og en vaskemaskine eller tørretumbler.

Energiforbrug kWh:
Her står maskinens målte energiforbrug pr. portion, både for vask og centrifugering med tørring og for vask og centrifugering uden tørring.
Det faktiske energiforbrug hjemme hos en selv afhænger bl.a. af, på hvilket program man vasker/tørrer, hvilke stoffer man vasker/tørrer, og hvor tørt man ønsker tøjet skal være.

Vaskeevne:
Er et udtryk for, hvor rent maskinen vasker tøjet. Vaskeevnen måles ved, at stofstykker, der er helt smurt ind i sod og olie, blod, rødvin og chokolademælk og syet på et hvidt håndklæde, vaskes på 60oC-normalprogrammet sammen med andet hvidt tøj. Derefter måler man, hvor meget af snavset der er fjernet.
Ud for centrifugeringshastighed står det højeste antal omdrejninger pr. minut, maskinen kan centrifugere med.

Kapacitet:
Hvor mange kg bomuldstøj man kan vaske eller tørre ad gangen. Kapaciteten ved tørring er mindre end kapaciteten ved vask.

Vandforbrug:
Det totale vandforbrug i liter ved vask, centrifugering og tørring af den mængde tøj, maskinen er beregnet til (kapaciteten). I vaske-/tørremaskiner bruges der vand til afkøling af luften, fordi tørringen sker ved kondenseringsprincippet. Kondenseringsprincippet vil sige, at den fugtige luft afkøles, skal fugten bliver til vand (kondensvand), der opsamles i en beholder eller ledes ud gennem et afløb.

Lydeffektniveau:
Er et udtryk for, hvor meget vaske-/tørremaskinen støjer. Det er frivilligt, om producenten vil angive maskinens lydeffektniveau, men hvis det er oplyst, er niveauet målt ved en standardtest og opgivet i decibel, forkortet dB(A).
På den nederste del af energimærket er en henvisning til produktbrochurer med flere oplysninger om vaske-/tørremaskinen.

EU-flaget viser, at energimærkningen er en fælles europæisk ordning.

Nederst på etiketten står navnet på de standarder, vaske-/tørremaskinen bliver afprøvet efter. Alle målinger foretages efter standardiserede målemetoder, dvs. at alle vaske-/tørremaskiner måles på nøjagtig samme måde.

Produktbrochuren
I produktbrochuren, som findes i forretningen, kan du finde flere oplysninger, om f.eks. restfugtigheden i % efter centrifugering, vandforbruget ved vask og centrifugering alene, vaske- og tørretid i minutter og det anslåede årlige forbrug af energi og vand. Brochuren kan også indeholde oplysninger om energi- og vandforbrug m.m. for andre vaske- og tørreprogrammer end 60oC-normal-programmet.

Gode råd
Vaske-/tørremaskiner er pladsbesparende, men dyre i drift pga. det store vandforbrug. F.eks. kan en maskinen bruge 56 liter vand til vask og centrifugering, mens vandforbruget med tørring stiger til 98 liter (dette skyldes kondenseringsprincippet). Det kan derfor godt betale sig at bruge vaske-/tørremaskinen til at vaske tøjet i, men at tørre tøjet på anden vis (f.eks. udendørs eller på tørreloft).

Fyld maskinen helt op ved hver vask. Der er et mindre energiforbrug ved én fyldt maskine end ved to halve - uanset om maskinen har et “½-fyldningsprogram”.

Ved tørring skal tøjet fra en fuld maskine deles i to portioner, da tørrekapaciteten er mindre end vaskekapaciteten.

Sortér tøjet grundigt og vælg temperatur efter det stykke tøj, der bør vaskes ved den laveste temperatur.

Sæt generelt vasketemperaturen ned. Undgå gerne vask ved de høje temperaturer, og lad 60oC være det varmeste.


Kontakt

Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation