Køle-fryseskabe

Om oplysningerne på energimærket til køle-fryseskabe og køleskabe med frostboks

Oplysningerne på energimærket er de samme for køleskabe med frostboks.

 

På energimærket er der oplysning om:

Energimærke for køle-fryseskab 

Mærke/Model

Her står, hvilket mærke og hvilken model køle-fryseskab der er tale om.


Lavt forbrug - højt forbrug.
Pile fra A til G: I feltet kan man se, om skabets energiforbrug er lavt eller højt i forhold til andre køle-fryseskabes energiforbrug pr. liter. A++ betyder lavt energiforbrug, G betyder højt , og den sorte pil med bogstavet viser, hvor det aktuelle køle-fryseskabs forbrug ligger. Det kaldes køle-fryseskabets energiklasse.

Man kan kun sammenligne energiklasser for samme type hårde hvidevarer. Dvs. at man kan sammenligne to køle-fryseskabes energiklasse, men ikke energiklassen for et køle-fryseskab og et køleskab med frostboks. Desuden skal de køle-fryseskabe man sammenligner have samme rumfang af både kølerum og frostrum.

Hvis køle-fryseskabet har fået EU's miljøblomst, kan den være den trykt i dette felt eller f.eks. i produktbrochuren. Blomsten viser, at apparatet opfylder en række fælleseuropæiske miljøkrav.

Energiforbrug kWh/år:
Her står køle-fryseskabets målte energiforbrug pr. år. Energiforbruget hjemme hos en selv afhænger bl.a. af, hvor tit skabsdørene åbnes, og om køle-fryseskabet står i et koldt eller et varmt rum. Et varmt rum giver højere energiforbrug.

Rumfang af kølerum:
Her står, hvor mange liter køleafdelingen kan rumme. “Kølerum” er bestemt som alle rum med en temperatur over -6oC, dvs. også rum i låge, evt. grøntsagsskuffe og lignende.

Rumfang af frostrum:
Her kan man se, hvor mange liter frostafdelingen kan rumme, og frostafdelingens stjernemærkning, som er et udtryk for temperaturen i fryseren. “Frostrum” er bestemt som rum med en temperatur på eller lavere end -6oC. *= på eller lavere end -6oC, **=på eller lavere end
-12oC, ***=på eller lavere end -18oC og *(***)= på eller lavere end -18oC og kan bruges til indfrysning.

Lydeffektniveau:
Er et udtryk for, hvor meget køle-fryseskabet støjer. Det er frivilligt, om producenten vil angive skabets lydeffektniveau, men hvis det er oplyst, er niveauet målt ved en standardtest og opgivet i decibel, forkortet dB(A).

På den nederste del af energimærket er en henvisning til produktbrochurer med flere oplysninger om køle-fryseskabet.

EU-flaget viser, at energimærkningen er en fælles europæisk ordning.

Nederst på etiketten står navnet på de standarder, køle-fryseskabet bliver afprøvet efter. Alle målinger foretages efter standardiserede målemetoder, det vil sige at alle køle-fryseskabe måles på nøjagtig samme måde.

Produktbrochuren
I produktbrochuren, som findes i forretningen, kan du få flere oplysninger om køle-fryseskabet, f.eks. om det har automatisk afrimning (frost-free/no-frost) og om frostrummets indfrysningskapacite. Indfrysningskapacitet vil sige, hvor mange kilo man kan fryse ned fra +25oC  til -18oC i løbet af et døgn, uden at temperaturen i de andre varer kommer over -15oC.  Der er oplysning om optøningstid, dvs. hvor mange timer der går efter f.eks. en strømafbrydelse, før temperaturen i varerne i et fyldt frostrum er steget til 9oC. Desuden kan køle-fryseskabets klimaklasse være oplyst.

Gode råd
Vælg et køle-fryseskab i energiklasse A++. Det kan være dyrere end andre skabe, men prisforskellen tjenes ind over elregningen i løbet af nogle år.

Et køle-fryseskab med to termostater har den fordel, at temperaturen i køleafdelingen og fryseafdelingen kan reguleres hver for sig.

Vælg et køle-fryseskab med to termostater, hvis skabet skal stå koldt, f.eks. i et uopvarmet sommerhus. I skabe med kun en termostat reguleres temperaturen fra køleafdelingen. Det betyder, at temperaturen i fryseafdelingen ikke kan holdes, hvis rummet er for koldt.

Vælg ikke et køle-fryseskab der har større rumfang, end du har brug for.

Hold de anbefalede temperaturer i køleafdelingen og fryseafdelingen. Det kræver ekstra energi og koster mere, hvis temperaturerne er lavere end nødvendigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Kontakt

Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation