Lyskilder (elpærer)

Om oplysningerne på energimærket til elpærer

Energimærke til elpære
EU-flaget viser, at energi-mærkningen er en fælles europæisk ordning, og energimærket ser ens ud i hele EU. Derfor er ordet “Energi” på mærket skrevet, så det kan læses på de sprog, der tales i EU. Mærket kan også være trykt i sort-hvid.

Pilene fra A til G viser, hvor meget lys der strømmer ud af pæren (halogenlampen, lysstofrøret eller lignende), når den tilføres en bestemt mængde elektricitet, dvs. hvor godt pæren udnytter strømmen. A-pærer udnytter strømmen bedst, G-pærer dårligst. Der er faste krav til de forskellige energiklasser, og den sorte pil viser, hvor effektivt den aktuelle pære udnytter strømmen.

Pærerne skal være afprøvet efter bestemte metoder, og producenten skal kunne dokumentere, at energiklassen og de øvrige oplysninger er korrekte.

Den del af energimærket som viser pilene skal altid være til stede, enten trykt eller sat fast på emballagen.


Lumen og Watt:
På energimærket står der, hvor mange lumen og watt pæren er på, hvis ikke oplysningerne står et andet sted på emballagen. Lumen er en måleenhed for lysstrøm, og watt er en måleenhed for effekt - den energi pr. tidsenhed pæren bruger.

h: Hvis der andre steder på emballagen står oplysninger om pærens levetid, skal oplysningen også stå på energimærket. Levetiden er angivet som det antal timer, pæren kan lyse (h er den internationale forkortelse for timer).

 

Gode råd
Se efter lumen i stedet for watt.

Vær opmærksom på, at der kan være stor forskel på lysets farve fra forskellige pærer (især A-pærer).

På energimærkningen kan du se, at der er stor forskel på, hvor godt pærerne udnytter strømmen. En A-mærket pære giver typisk 4 gange så meget lys som en almindelig glødepære for den samme mængde elektricitet. A-pærerne har desuden den store fordel, at de holder længe. En A-pære holder fra 5.000 til 15.000 timer, hvor en glødepære kun holder ca. 1000 timer. Så selv om A-pærerne er dyrere i indkøb, er pengene hurtigt tjent ind.
A-pærerne kan købes i mange forskellige faconer, så de passer til de fleste lamper.

Se en liste over A-pærer her.

Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation