Stikprøvekontrol 2010
Energistyrelsen har i 2011 fået gennemført en stikprøvekontrol af de indberettede besparelser for 2010. Stikprøven er gennemført på tværs af alle involverede energiselskaber.
I henhold til aftalen af 20. november 2009 mellem klima- og energiministeren og net- og distributionsvirksomhederne inden for el, naturgas, fjernvarme og olie om energiselskabernes spareindsats har Energistyrelsen gennemført en uvildig stikprøve af selskabernes indberettede besparelser for 2010.
Stikprøven blev udført af konsulentvirksomheden NIRAS i samarbejde med Viegand & Maagøe og bestod i en gennemgang af 100 udvalgte sager, blandt 10 tilfældigt udvalgte selskaber.
Resultatet af stikprøven foreligger nu i rapporten "Stikprøvekontrol af energiselskabernes energispareindsats i 2010" af 11. august 2011. Samlet er der i 7 ud af i alt 100 sager vurderet, at den indberettede besparelse er opgjort forkert.
Stikprøvekontrollen viser at der er behov for præcisering og formidling af gældende regler. Energistyrelsen har indledt drøftelser med brancheorganisationerne om, hvilke skridt der skal tages for at imødekomme rapportens resultater og anbefalinger.
Evalueringsrapporten kan findes under "Læs mere" på denne side.