Build Up Skills skal medvirke til, at viden om vedvarende energiløsninger i bygninger og energieffektivisering forankres som en del af pensum ved uddannelse og efteruddannelse af bygningshåndværkere og installatører.
Build Up Skills Danmark er det danske ben i et større EU-projekt, der gennemføres i 22 forskellige europæiske lande, og i løbet af i år udvides til at omfatte endnu flere lande.
Projektet er en del af Intelligent Energy - Europe (IEE) programmet - et EU-program, der understøtter energieffektivitet og vedvarende energi. Projektet er opdelt i to søjler:
• Pillar 1 - er i gang: National kortlægning og køreplan
• Pillar 2 - går i gang i april 2013: Udvikling af konkrete uddannelsesforløb og -moduler.
I Pillar 2 bliver det muligt at søge finansiering fra IEE til at etablere eller opgradere uddannelsesforløb og -moduler. Her er deadline for ansøgninger den 30. april 2013. Resultatet fra arbejdet med Pillar 1 vil danne grundlag for Pillar 2.
Læs mere.
Det igangværende Build Up Skills projekt, Pillar 1, vil altså danne grundlag for Pillar 2, og har til formål at:
• Kortlægge de eksisterende uddannelsestilbud inden for byggebranchen
• Kortlægge uddannelsesbehovet inden for byggebranchen i forhold til det bidrag, der skal komme fra byggeriet for at nå EU’s og Danmarks 2020 mål i forhold til energieffektivitet og brug af vedvarende energi
• Udvikle en national køreplan for, hvordan man styrker de professionelle håndværkeres og installatørers kompetencer inden for energieffektivt byggeri, energirenovering og vedvarende energi
De relevante uddannelser omfatter erhvervs-, erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser samt efteruddannelser inden for håndværksfagene.
Samlet set skal opkvalificeringen af de professionelle håndværkere og installatører bidrage til at realisere de danske og europæiske 2020 mål for at reducere energiforbruget i bygninger og for øget brug af vedvarende energi i bygninger.