Bygningsdirektivet skal medvirke til at øge energieffektiviteten
i bygninger samt bygningsinstallationer.
EU’s direktiv om bygningers energimæssige ydeevne, også kaldet
bygningsdirektivet, skal medvirke til at øge energieffektiviteten i
bygninger og for produkter som olie- og gaskedler samt
airconditionanlæg.
Baggrunden for direktivet er, at der er store besparelsesmuligheder
i boliger, offentlige bygninger og erhvervsbyggeri.
Implementering af EU-direktivet i dansk lovgivning er sket ved lov
nr. 585 af 24. juni 2005 om fremme af energibesparelser i
bygninger. Loven, som trådte i kraft i 2006, erstattede den
tidligere lov om fremme af energi- og vandbesparelseri bygninger.
Loven er blevet fulgt op af tre bekendtgørelser på området
(bekendtgørelse nr. 1104 af 20. september 2007 om eftersyn af
ventilations- og klimaanlæg i bygninger, bekendtgørelse nr. 228 af
7. april 2008 om energimærkning af bygninger og bekendtgørelse nr.
438 af 3. juni 2008 om eftersyn af kedel- og varmeanlæg i
bygninger.
Som følge af EU-direktivet er der i Danmark trådt nye energiregler
i kraft på en række områder:
- En ny energimærkningsordning med en række ændringer og
forbedringer
- Særlige regler for energimærkning af offentlige bygninger og af
store bygninger
- Nye tillæg til bygningsreglementerne med øgede energikrav til
nybyggeriet og indførelse af to nye lavenergiklasser
- En ny eftersynsordning for kedler og varmeanlæg
- En ny eftersynsordning for ventilations- og klimaanlæg