Eftersyn af oliefyrede kedel- og varmeanlæg

Oliefyrede kedelanlæg skal energimåles årligt af en teknisk ekspert. Desuden skal særligt ineffektive oliefyrede kedel- og varmeanlæg have udført et energisyn, hvor en teknisk ekspert rådgiver om energibesparelser og udskiftning af kedlen.

Fra 1. februar 2011 er det lovpligtigt, at alle oliefyrede kedelanlæg skal have udført energimåling årligt af en teknisk ekspert. Derudover skal særligt ineffektive oliefyrede kedelanlæg have udført et energisyn én gang.

En kedel er ineffektiv når:
  • Kedlen er fremstillet før 1977
  • Grænseværdierne for røgtab eller sodtal har været overskredet ved den årlige energimåling to år i træk

Det er ejeren af kedelanlægget, der har forpligtigelsen, og som skal sørge for, at en teknisk ekspert udfører det lovpligtige arbejde. De tekniske eksperter er godkendte af Energistyrelsen og skal være tilknyttet et firma, der er registreret hos Energistyrelsen. Har man abonnement på frivilligt serviceeftersyn, vil den årlige energimåling blive udført i tilknytning til dette, og servicemanden vil være teknisk ekspert. Har man ikke frivillig service, kan skorstensfejeren foretage energimålingen ved hans årlige besøg.

Er et kedelanlæg ineffektiv, vil ejeren modtage brev fra Energistyrelsen om, at der er pligt til energisyn. Energistyrelsen vurderer eftersynspligten ud fra den tekniske eksperts indberetninger fra den årlige energimåling. 
 
Lovgivning 
Baggrunden for reglerne om lovpligtigt eftersyn af kedler og varmeanlæg er EU’s bygningsdirektiv, der er implementeret i dansk lovgivning i Lov om fremme af energibesparelser i bygninger.

De specifikke regler for eftersyn af kedler og varmeanlæg er beskrevet i Bekendtgørelse om eftersyn af kedel- og varmeanlæg i bygninger.

Find en teknisk ekspert
Eftersyn af kedler og varmeanlæg skal udføres af teknisk eksperter godkendt af Energistyrelsen. Liste over godkendte eksperter kan ses på Sekretariatet for Energieffektive Bygningers hjemmeside

Sekretariatet for Energieffektive Bygninger er Energistyrelsens sekretariatet i forhold til eftersynsordningen for kedler og varme anlæg samt for energimærkningsordningen. 


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation