Politisk enighed om at lade DONG Energy opføre Anholt
Havmøllepark, som vil kunne forsyne 400.000 husstande med
miljøvenlig strøm. Nyt kabel giver Anholts beboere mulighed for
VE-strøm
22. juni 2010
Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og
Kristendemokraterne har besluttet at tage imod tilbuddet fra DONG
Energy om at bygge og drive Anholt Havmøllepark.
På baggrund af Anholt-udbuddet har klima- og energiministeren
aftalt med energiforligskredsen at iværksætte en analyse af
fremtidige modeller for etablering af havvindmølleparker. Målet er,
at rammebetingelserne skal understøtte, at der tiltrækkes flest
mulige investorer, og at elforbrugerne sikres lavest mulige
omkostninger.
Den 400 MW store havmøllepark bliver Danmarks største havmøllepark,
og vil - når den er færdig i 2012/13 - levere miljøvenlig
elektricitet svarende til det årlige elforbrug i 400.000 husstande.
Samtidig skønnes projektet at øge beskæftigelsen med op til 8.000
personer i etableringsperioden, og Danmark kommer 1 procentpoint
nærmere målet om 30 pct. vedvarende energi i 2020.
”Med beslutningen har vi taget endnu et stort skridt mod
omlægning af den danske energiforsyning til vedvarende energi til
gavn for både klimaet og Danmarks forsyningssikkerhed. Samtidig er
beslutningen med til at fastholde den stærke position, vi har
opnået i forhold til at bygge og drive havvindmølleparker”,
siger klima- og energiminister Lykke Friis.
Tilbuddet fra DONG Energy, der var eneste byder på projektet, lyder
på 105,1 øre/kWh i ca. halvdelen af parkens levetid. I den anden
halvdel sælges den producerede el på markedsvilkår uden tilskud.
Prisen bliver højere end den afregningspris, der vil blive betalt
for Rødsand II, som er under opførelse, men den ligger på niveau
med, hvad lignende havvindmølleprojekter nu om dage koster i vore
nabolande.
På den baggrund bad energiforligskredsen revisionsfirmaet Ernst
& Young om at foretage en uafhængig vurdering af tilbuddet.
Ernst & Young konkluderer, at DONG Energys budpris er rimelig
set i lyset af den nuværende markedssituation og udbudsvilkårene.
Den højere pris i forhold til tidligere udbud kan hovedsageligt
forklares med den meget store udbygning, der er sat i værk i andre
lande. Dette har ledt til højere anlægsomkostninger som følge af
stigende omkostninger til køb og installation af parken.
”Jeg havde bestemt gerne set både flere bud og en lavere
budpris. Men som konkurrencesituationen er nu, har vi fået det
bedst opnåelige bud, ”, siger Lykke Friis og understreger, at
det ikke er realistisk at undlade at investere i vedvarende
energi:
"Vedvarende energi er ikke gratis. Men når man ser på prisen,
skal man holde sig for øje at alternativet - at gøre ingenting - er
urealistisk. I takt med at vi bliver flere og flere mennesker på
jorden, der efterspørger energi, vil prisen på olie og gas stige,
og da vi allerede om få år ikke længere er selvforsynende med olie
og gas, bliver vi helt afhængige af de forholdsvis få lande, der
har olien og gassen, hvis vi ikke selv opbygger vores egen
energiforsyning. "
Set over hele Anholt-parkens forventede levetid på 25 år, vil der
være tale om en god forretning for elkunderne. For støtten vil
gennemsnitligt over de 25 år svare til 1 øre/kWh svarende til 44
kr. om året for en gennemsnitlig husstand (4000 kWh/år). Men dette
modsvares af, at elproduktionen fra havmølleparken vurderes at have
en elprisdæmpende effekt i mindst samme størrelsesorden.
Klima- og energiministeren vil endvidere bede Energinet.dk om at
etablere et kabel der forbinder vindmølleparken med øen Anholt.
Hermed får Anholt også forbindelse til det jyske elnet. Kablet vil
give øens 140 beboere mulighed for forsyning med miljøvenlig strøm,
hvor der i dag forsynes via dieselgeneratorer. Det er i
overensstemmelse med det overordnede energipolitiske sigtepunkt om
uafhængighed af fossile brændsler, ligesom det vil medvirke til at
forbedre lokalmiljøet.
I forhold til fremtidige udbygninger af havmølleparker har klima-
og energiministeren bedt havmølleudvalget opdatere
Havmøllehandlingsplanen fra 2008. Udvalget har netop revurderet
placeringerne ved Læsø og Kriegers Flak, og anbefalet, at Kriegers
Flak bliver den næste store havmølleudbygning i Danmark. Regeringen
vil imidlertid afvente resultatet af analysen af fremtidige
udbudsmodeller med henblik på et samlet beslutningsgrundlag til
forligskredsen bag den energipolitiske aftale fra 2008, før der
tages konkret stilling til nye udbygninger.
Forligspartierne er enige om at stemme for, når pristillægget til
Anholt Havmøllepark skal vedtages ved en ændring af lov om
vedvarende energi i den kommende Folketingssamling.
Kontakt:
Pressesekretær Jesper Bülow Zølck, Klima- og Energiministeriet,
tlf. 50 87 48 81, e-mail:
jebzo@kemin.dk
Pressechef Ture Falbe-Hansen, Energistyrelsen, tlf: 3392 6856,
mobil: 25 13 78 46, e-mail:
tfh@ens.dk, eller
Vicedirektør Anne Højer Simonsen, Energistyrelsen, tlf: 3392 66 55,
e-mail:
ahs@ens.dk.