Det danske samfund og den danske statskasse henter fortsat store milliardbeløb fra olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen. I 2009 kom der 24,6 mia. kr. i statskassen.
8. juni 2010
Af journalist Steen Hartvig Jacobsen
Selv om faldende olieproduktion og lavere oliepriser betød, at værdien af den danske olie- og gasproduktion i Nordsøen faldt fra 2008 til 2009, henter det danske samfund og den danske statskasse fortsat store milliardbeløb herfra. Energistyrelsen har i sin årsrapport Danmarks Olie- og Gasproduktion 2009 skønnet værdien af 2009-produktionen til 43 mia. kr., hvoraf de 24,6 mia. kr. er kommet statskassen til gode.
De kommende år vil olie- og gasproduktionen ligeledes give et betydeligt bidrag til finansiering af det danske velfærdssamfund. På grundlag af en 5-års prognose for den fremtidige olie- og gasproduktion vurderer Energistyrelsen, at staten frem til 2015 kan regne med årlige indtægter mellem 20 og 26,5 mia. kr. under forudsætning af en gennemsnitlig oliepris på 95 USD/tønde. I 2009 var olieprisen 61,1 USD/tønde, men prisniveauet var stigende gennem året, og i 1. kvartal 2010 var gennemsnitsprisen 78 USD.
Danmark nettoeksportør 8-10 år endnu
Energistyrelsen har fra og med 2009-rapporten ændret sit klassifikationssystem for olie- og gasreserver, så det er i større overensstemmelse med det internationalt meget udbredte system fra den internationale organisation af olieingeniører SPE. Energistyrelsens 5 års prognose, der bygger på forventede udbygninger, viser et fald i olieproduktionen fra 15,2 mio. m3 i 2009 til 10 mio. m3 i 2014, mens mængden af salgsgas ventes at falde fra 7,3 til 4,5 mia. Nm3. På længere sigt ventes olie- og gasproduktionen at falde yderligere, således at Danmark ikke kan regne med at fortsætte som nettoeksportør af olie længere end til og med 2018 og af gas frem til og med 2020. Ny indvindingsteknologi og kommercialisering af nye fund kan dog ændre forudsætningerne for Energistyrelsens 20 års prognose.
- Der er store samfundsmæssige gevinster ved at opretholde en høj olie- og gasproduktion i Danmark. Energistyrelse søger at tilskynde operatørerne til at udvikle og afprøve indvindingsforbedrende metoder og udvikle strategier for mere effektiv udnyttelse af marginale forekomster. Samtidig kan vi glædeligvis konstatere, at der efter 6. udbudsrunde har været stor efterforskningsaktivitet, og at flere selskaber også er interesseret i at efterforske i områder uden for Central Graven i Nordsøen. Vi kan derfor håbe, at fremtiden byder på højere produktion end de aktuelle 20 års prognoser, siger vicedirektør Anne Højer Simonsen fra Energistyrelsen.
Forhåbningen knytter sig bl.a. til lovende forekomster i dybtliggende sandstensreservoirer i Nordsøen. Naturgasfundet Svane, som blev udførligt omtalt i Danmarks Olie- og Gasproduktion 2008, og som DONG E&P for tiden vurderer som operatør for rettighedshaverne, og oliefundet Hejre, som DONG E&P netop har erklæret kommercielt.
Mere energieffektiv produktion
Årsrapporten viser også, at indvindingen af olie og gas er blevet mere energieffektiv i 2009. Udledningen af CO2 fra Nordsø-aktiviteterne faldt med ca. 10 % fra ca. 2 mio. tons i 2008 til ca. 1,8 mio. tons i 2009. Dermed synes den handlingsplan for en mere energieffektiv indvinding af olie og gas, som klima- og energiministeren aftalte med operatørerne sidste år, at have haft en positiv effekt. Brændstofforbruget er reduceret med 6 % og gasafbrænding i form af flaring med ikke mindre end 35 %.
Der var i 2009 3 udslip af kulbrintegas. Siden Energistyrelsen rettede fokus mod utilsigtede udslip af kulbrintegas er det samlede antal udslip faldet fra 36 i 2004 til 3 i 2009.
Generelt har der kunnet konstateres en stigning i antallet af arbejdsulykker pr. million arbejdstimer i 2009, men offshorearbejdspladserne har dog fortsat meget færre ulykker end lignende brancher på land, og trenden siden 2003 har været nedadgående. 15. november 2009 var der en arbejdsulykke på boreplatformen Mærsk Resolute med dødelig udgang. Det er første ulykke siden 1997 med dødelig udgang.
Olie- og gasårsrapporten indeholder også en beskrivelse af geotermi aktiviteterne, hvor Energistyrelsen udgav en redegørelse i 2009.