Fremtidens energisystem testes på Bornholm
Energinet.dk har besluttet at gennemføre en fuldskala
demonstration af fremtidens elsystem på Bornholm
23. februar 2010
Af journalist Steen Hartvig Jacobsen
Hvordan skal et elsystem indrettes for at kunne håndtere 50 procent
vedvarende energi, der produceres som vinden blæser og solen
skinner? Det bliver det danske systemansvar Energinet.dk og andre
interesserede beslutningstagere formentlig en hel del klogere på
frem mod 2015. Energinet.dk har nemlig besluttet at gennemføre en
fuldskala demonstration af et sådant elsystem på Bornholm, der
allerede til næste år kan opfylde alle betingelserne for et sådant
projekt.
77 procent vedvarende energi i 2025
Bornholm, der p.t. har 43.000 indbyggere, er udpeget til
omdrejningspunkt for innovation og demonstration af fremtidens
intelligente energisystem, fordi øens aktuelle
energiproduktionsapparat har en sammensætning, der er meget
interessant set i lyset af regeringens langsigtede målsætning om et
samfund helt uden forbrug af fossile brændsler. Samtidig har øen
med de mange feriehuse en meget stor andel elvarmeforbrugere, der
kan indgå i forsøg med fleksibelt eller prisfølsomt elforbrug, og
relativt mange af øens elforbrugere – ca. 300 - har et årligt
elforbrug på mere end 100.000 kWh og er derfor allerede forsynet
med timeaflæste elmålere.
Der er p.t. 35 land-vindmøller med en samlet effekt på 30 MW, der
dækker 33 procent af den lokale energibalance. Dertil kommer
solceller med en effekt på 7,7 kWp, et biogasanlæg med 100 kW
eleffekt og biomasseværker med 37 MW eleffekt og 50 MJ/s varme. Der
er via kommuneplaner skabt plads til flere nye land-vindmøller,
Energinet.dk har bevilget ForskVE-støtte til et solcelleprojekt med
en samlet effekt i første fase på 1 MWp, Biogasol har fået
EUDP-støtte til et demonstrationsanlæg for 2. generations
bioethanol (BornBioFuel), og øens fire olieforsynede varmecentraler
skal omstilles til mere miljøvenlig drift med store varmepumper til
grundlast og elpatroner til spidslast. På den baggrund ventes
Bornholm i 2011 at have passeret milepælen med mere end 50 procent
vedvarende energi fra de nuværende 43 procent.
Forsknings- og miljøchef Kim Behnke fra Energinet.dk, der har
ansvaret for planlægningen af fuldskala demonstrationen, fremhæver,
at der også er et stærkt folkeligt engagement i vedvarende energi
på øen. Bornholms regionskommune har sammen med forsyningsselskabet
Østkraft og det lokale erhvervsliv sat et strategisk mål om at gøre
øen til ”Bright Green Island” med en andel af vedvarende energi på
77 procent i 2025 på vejen mod et CO2-neutralt energisystem.
Bornholm bedst i Europa
Da Bornholm også har gode betingelser for at gå i ”ø-drift”,
fordi man kan afbryde søkablet til Sverige, er det formentlig et af
de bedste – hvis ikke det mest oplagte – sted i Europa at
demonstrere SmartGrid-strategien. Det mærker vi også hos
Europa-Kommissionen, der har været meget interesseret i vores
planer. Vi har derfor store forventninger til en ansøgning, som vi
indsender 1. marts sammen med omkring 15 partnere fra Belgien,
Holland, Tyskland, Frankrig, Spanien, Østrig, Norge og
Schweiz.
Med dette EcoGrid-projekt vil vi gennemføre fuldskala forsøg på
Bornholm i perioden 2011-2014 med at få den lokale elproduktion til
at gå i balance med forbruget i et realtidsmarked, hvor vi skal
kunne mobilisere både forbrugssteder og produktionsenheder til at
levere regulerkraftydelser med fem minutters varsel. Vi skal
udnytte IT for løbende at kunne efterspørge regulerkraftydelser på
markedsøkonomiske vilkår, så vi hele tiden kan vælge de mest
konkurrencedygtige leverandører, siger Kim Behnke.
Projektet har et samlet budget på 23 mio. EUR (ca. 175 mio. kr.),
hvoraf EU ansøges om de 14 mio. (ca. 105 mio. kr.).
Intelligent opladning af elbiler
EcoGrid-projektet skal også udnytte resultaterne fra to aktuelle
danske projekter. I EDISON-projektet udvikler og tester en
projektgruppe under ledelse af Dansk Energi en infrastruktur med
ladestandere, der i kraft af avanceret kommunikationsteknologi kan
sikre forbrugerne grøn, billig eller hurtig energi til deres
elbiler – alt efter forbrugernes foretrukne ønsker. Der arbejdes
med det roaming-princip, som kendes fra mobiltelefoner, og målet er
bane vej for, at kommende elbiler kan oplades på de tidspunkter,
der er optimalt for det samlede elsystem. I en senere fase skal
systemet også kunne trække el fra elbilernes batterier.
Resultaterne kan få afgørende betydning bl.a. for Better Place/DONG
Energys forretningskoncept for elbilsmarkedet.
Energinet.dk vil i EcoGrid-projektet også teste en cellecontroller,
der med stor succes er udviklet i et projekt omkring Holsted, hvor
der er eksperimenteret med ø-drift på 150 kV-nettet.
Cellecontrolleren har været i stand til at reagere på enhver
driftsbegivenhed med et sekunds varsel, og teknologien gør det
muligt på sigt at lade computere overtage overvågning og styring af
det samlede elsystem. På Bornholm vil celleprojektets forsøg med at
reagere på tekniske signaler blive suppleret med prissignaler, så
også almindelige forbrugere får mulighed for på økonomisk
attraktive vilkår at levere regulerkraftydelser ved fx automatisk
at afbryde varmepumper, elradiatorer, frysere og andre
husholdningsapparater, når elprisen overskrider en aftalt
grænse.
Sideløbende med disse aktiviteter går en projektgruppe under
ledelse af DTU Elektro i gang med at afprøve, om elforbrug i større
omfang kan bruge som regulerkraftydelser. Projektgruppen, der har
fået støtte fra EUDP, vil for første gang i Danmark i større
målestok teste den såkaldte DFR-strategi (demand as frequency
controlled reserve) i op til 200 forbrugsapparater på Bornholm
(flaskekølere i butikker og husholdningsapparater i boliger). I
projektet udvikles måle- og kommunikationsudstyr, der kan
mobilisere apparaterne som hurtig, fleksibel og prisbillig
reserveeffekt for det lokale netselskab Østkraft. Projektet
gennemføres i ca. to år fra juni 2010.