Fortsat højt sikkerhedsniveau på anlæggene i Nordsøen

Faldende ulykkesfrekvens på Nordsøen

16. juni 2011
Af journalist Steen Hartvig Jacobsen

Sikkerheden for de ca. 3.000 medarbejdere, der er beskæftiget ved produktions- og boreplatforme på de danske olie- og gasfelter i Nordsøen, ligger fortsat på et højt niveau. Energistyrelsen udregner hvert år en ulykkesfrekvens som antal anmeldte ulykker pr. mio. arbejdstimer. Den samlede ulykkesfrekvens for både faste og flytbare offshoreanlæg var 2,3 i 2010, et fald i forhold til 4,6 i 2009. For flytbare anlæg var ulykkesfrekvensen lidt højere, mens den var væsentligt lavere for de faste anlæg. Set over en længere tidshorisont er ulykkesfrekvensen blevet reduceret markant siden 2002, hvor den blev udregnet til 9,15.

En sammenligning med den ulykkesfrekvens for alle danske arbejdspladser, som Energistyrelsen udregner på grundlag af tal fra Arbejdstilsynet, viser, at sikkerheden på offshoreanlæggene er klart bedre end på land. Senest tilgængelige tal for onshore-brancher viser en ulykkesfrekvens i 2009 på 9,5.

Energistyrelsens løbende tilsyn med sikkerhed og sundhed viser, at også det psykiske arbejdsmiljø er tilfredsstillende.  

Laveste antal ulykker
Der forekommer kun få arbejdsulykker på offshoreanlæggene. Derfor kan selv få ulykker påvirke udviklingen fra det ene år til det næste. Men også set over en længere tidshorisont har de selskaber, der opererer i den danske del af Nordsøen, arbejdet målrettet med sikkerhedsspørgsmålene, og det har haft en markant positiv indvirkning på sikkerhedsniveauet. Siden 2003 er antallet af arbejdsulykker på offshoreanlæggene reduceret fra 60 til 11 i 2010. En tilsvarende positiv udvikling ses for antallet af utilsigtede udslip af kulbrintegas. Fra 2004 til 2010 er det samlede antal udslip faldet fra 36 til to, og Energistyrelsen vurderer på det grundlag, at selskabernes indsats mod utilsigtede udslip har været effektiv.

Energistyrelsen gennemførte 32 offshore tilsyn i 2010, heraf var de tre uvarslede tilsyn på hhv. de to faste anlæg Dan E og Tyra Vest samt den flytbare platform Mærsk Reacher. Tre af tilsynene var en del af den ekstraordinære tilsynsindsats, der blev iværksat som opfølgning på Deepwater Horizon-katastrofen i den Mexicanske Golf den 20. april 2010. Et strakstilsyn blev foretaget som opfølgning på en løfteulykke på det flytbare anlæg ENSCO 71. Udover offshore tilsynsbesøg gennemførte Energistyrelsen otte tilsynsbesøg onshore, primært for at gennemgå selskabernes ledelsessystemer for sikkerhed og sundhed. Selskabernes opfølgning på arbejdsulykkerne i 2010 betragtes som tilfredsstillende, og under de gennemførte tilsynsbesøg har Energistyrelsen ikke observeret forhold af væsentlig sikkerhedskritisk karakter.  

Opfølgning på Deepwater Horizon-katastrofen
Deepwater Horizon-katastrofen har givet anledning til, at både EU-Kommissionen og de medlemslande, hvor der gennemføres offshore boringer, herunder Danmark, har skærpet deres opmærksomhed på offshoresikkerhed, herunder om der er behov for at ændre på regler og tilsynsstrategi.

Konkret er Energistyrelsen i gang med at vurdere de rapporter, der er udsendt af bl.a. de amerikanske myndigheder om mulige årsager til hændelsen og anbefalinger om opfølgning. Endvidere deltager Energistyrelsen sammen med de øvrige Nordsølande i regelmæssige møder med EU-Kommissionen om ændring af EU-lovgivningen om offshore sikkerhed og miljø. Udspil fra Kommissionen forventes i løbet af sommeren 2011.

Udover samarbejdet i EU-regi har Energistyrelsen et tæt samarbejde om offshoresikkerhed med de øvrige Nordsølande gennem North Sea Offshore Authorities Forum (NSOAF), hvor der er jævnlige møder om bl.a. opfølgningen på Deepwater Horizon-katastrofen.

I løbet af 2010 gennemførte Energistyrelsen tre tilsynsbesøg som opfølgning på katastrofen med fokus på sikkerhedsventilarrangementer. Tilsynet afslørede ingen sikkerhedsmæssige mangler ved brøndkontroludstyr, dets vedligehold eller procedurer for test af dette, og personalet havde godt kendskab til procedurerne.

Energistyrelsen inddrager løbende arbejdsmarkedets parter på offshoreområdet i overvejelser om opfølgningen på Deepwater Horizon-katastrofen.  

Tilfredsstillende psykisk arbejdsmiljø
Både i 2009 og 2010 har Energistyrelsen arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø som særligt tema. Selv om en gennemgang af ledelsessystemerne viste, at psykiske arbejdsmiljøfaktorer ikke vurderes specifikt, og at enkelte selskaber mangler procedurer for håndtering af det psykiske arbejdsmiljø, har Energistyrelsens tilsynsbesøg offshore vist, at der er et godt fællesskab, en god omgangstone og gensidig tillid på anlæggene i Nordsøen.

Det er Energistyrelsens vurdering, at fokuseringen på det psykiske arbejdsmiljø har givet selskaberne og deres ansatte en større opmærksomhed og forståelse for psykiske arbejdsmiljøproblemer, og ingen offshoreanlæg har behov for et opfølgende tilsyn med fokus på dette tema. I 2011 fortsættes med et tema om muskel- og skeletbesvær. Tematilsyn gennemføres i tre faser: Gennemgang af ledelsessystemer, fælles informationsmøder på land og temagennemgang offshore i forbindelse med de varslede driftstilsyn.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation