Til brug for vurderinger af udviklingen på energiområdet er der blandt andet behov for at vurdere den fremtidige udvikling på energiområdet. Det sker i de såkaldte fremskrivninger.
I fremskrivningerne beregnes energiforbrug og -produktion, udledningen af drivhusgasser fra energisektoren, elprisen på det nordiske elmarked og meget andet.
Fremskrivningerne baseres på en række antagelser og forudsætninger, f.eks. vedrørende omkostninger og ydeevne for energiteknologier, forventninger til brændselsprisernes udvikling, afgiftsniveauer, forventet økonomisk vækst, osv.
Energifremskrivning 2012
Energistyrelsen forventer at have en basisfremskrivning færdiggjort primo september 2012. Som tidligere vil den være af energiproduktion, energiforbrug og energirelaterede drivhusgasudledninger.
Den seneste fremskrivning 2011
Energistyrelsen har lavet en ny basisfremskrivning af energiproduktion, energiforbrug og energirelaterede drivhusgasudledninger Den viser et forløb med implementering af allerede vedtagede tiltag, men uden yderligere virkemidler. Energistyrelsens basisfremskrivning er ikke en prognose, men beskriver den udvikling, som under en række forudsætninger om teknologisk udvikling, priser, økonomisk udvikling mv. kan forekomme, hvis der hypotetisk antages ikke at blive gennemført nye initiativer eller virkemidler.
Der findes to forskellige måder at opgøre tallene fra basisfremskrivningen på. Den ene er den danske opgørelsesmetode og den anden en international. At der findes to forskellige formater skyldes, at Danmark internationalt har forpligtelser i forhold til reduktion af de samlede drivhusgasser opgjort som CO2-ækvivalenter.
I denne forbindelse indgår CO2 fra det samlede brændselsforbrug opgjort som brændsler solgt i Danmark.
UNFCCC-formatet adskiller sig her fra den nationale opgørelse ved at medtage grænsehandel, men ikke udenrigsluftfart. Desuden medtages flaring i den internationale opgørelse, og der korrigeres ikke for elhandel.
I den nationale opgørelse indgår private producenter som en separat post under el & fjernvarme, mens de private producenter, i den internationale opgørelse, ligger under endeligt energiforbrug på de respektive erhverv. Dette gælder dog ikke affald, der ligger under de decentrale værker.
Baggrundsnotater:
Også i år er der lavet en engelsk version af Danmarks Energifremskrivning. Den engelske udgave er en forkortet version af den nyeste fremskrivning fra 2011.