Kvoteomfattede virksomheder

Omkring 380 danske produktionsenheder indenfor sektorerne el/varme, industri og off-shore er omfattet af kvoteordningen.

Hvem er med i ordningen ?
I 'Læs mere' er en liste over de produktionsenheder, der er omfattet af ordningen i anden periode (2008-2012). Listen viser også hvor mange gratis-kvoter, der er blevet tildelt for perioden 2008 - 2012, og hvilke virksomheder, der ejer produktionsenhederne.

Desuden findes listen over de produktionsenheder, som var omfattet af ordningen i starten af første periode (2005- 2007) samt de kvoter, som de fik tildelt ved ordningens start i 2005.

Virksomheder med følgende aktiviteter er omfattet af kvoteloven:

Energirelaterede aktiviteter

  • El- og varmeproducerende anlæg på 20 MW indfyret effekt eller derover. Affaldsanlæg er dog undtaget.
  • Energiproducerende industrianlæg på 20 MW indfyret effekt eller derover, dog ikke energiproduktion fra affald.
  • Energiproduktion på offshoreanlæg med en indfyret effekt på 20 MW eller derover samt afbrænding af kulbrinter (flaring) uden energiudnyttelse på sådanne anlæg.
  • Raffinering på mineralolieraffinaderier.
  • Produktion på koksværker.

Produktion og forarbejdning af ferrometaller

  • Ristning eller sintring af malm, herunder svovlholdigt malm.
  • Produktion af støbejern eller stål (første eller anden smeltning) med dertil hørende strengstøbning og med en kapacitet på mere end 2,5 t/time.

Processer indenfor mineralindustri
  • Fremstilling af klinker (cement) i roterovne med en produktionskapacitet på mere end 500 t/dag eller kalk i roterovne eller andre ovne med en produktionskapacitet på mere end 50 t/dag.
  • Fremstilling af glas, herunder glasfibre, med en smeltekapacitet på mere end 20 t/dag.
  • Fremstilling af keramiske produkter ved brænding, navnlig tagsten, mursten, ildfaste sten, fliser, stentøj og porcelæn, med en produktionskapacitet på mere end 75 t/dag og en kapacitet på mere end 4 m 3 /dag og en sættetæthed pr. ovn på mere end 300 kg/m 3

Processer inden for pap- og papirindustrien
  • Fremstilling af papirmasse af træ eller andre fibermaterialer.
  • Fremstilling af papir og pap på en produktionsenhed med en produktionskapacitet på mere end 20 t/dag.

Hvad er en p-enhed ?

Det er produktionsenheder (p-enheder) og ikke hele selskaber, der er omfattet af ordningen.
En p-enhed består af et eller flere anlæg, der ligger på samme lokalitet (dvs. er i fysisk og/eller driftsmæssig sammenhæng).

Det er dog driftsleder (den juridiske eller fysiske person, der ejer en produktionsenhed eller driver produktionsenheden for egen regning), som er ansvarlig for overvågning af CO2-udledning, rapportering mv.

Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation