Indkaldelse af ansøgninger 2009

Hermed indkaldes ansøgninger om tilskud til forsøg under Energistyrelsens forsøgsordning for elbiler.

Ansøgning om tilskud skal være Energistyrelsen i hænde senest torsdag den 3. december 2009 kl. 16.00.

Energistyrelsen yder tilskud til projekter, som gennemfører afprøvning og forsøg med en flåde af elbiler under praktiske forhold. Formålet er at belyse, i hvilke anvendelser elbiler har særlige fordele eller perspektiver, samt at belyse eventuelle barrierer for udbredelse af elbiler.

Tilskud ydes til virksomheder, myndigheder, institutioner og organisationer. Tilskud kan ikke ydes til privatpersoner. Der ydes ikke støtte til teknologiudvikling eller til masseudrulning af infrastruktur.

Der gives alene tilskud til rene elkøretøjer (inklusive opladningsfaciliteter).  Der gives således ikke tilskud til lette, firehjulede biler (quadricykler), og der gives ikke tilskud til hybridbiler (herunder plug-in-hybridbiler).
Der ydes tilskud til såkaldte flådeprojekter, hvori indgår anskaffelse af elbil(er) og forsøg med praktisk anvendelse heraf.

Til flådeprojekter ydes der tilskud således:
• Op til 2/3 af nødvendige merudgifter ved køb af elbil i forhold til konventionel bil
• Op til 2/3 af nødvendige udgifter til opladningsfaciliteter
• Op til 2/3 af nødvendige udgifter til forsøgselementer, som går ud over den obligatoriske indrapportering af resultater og erfaringer fra projektet.
Tilskuddene ydes dog inden for visse maksimumsgrænser, som er nærmere belyst i det nedenfor beskrevne ansøgningsmateriale.

Tilskud kan endvidere ydes med op til ¾ af udgifterne til tværgående projekter, herunder analyser, dog inden for en vis maksimumsgrænse.

Der kan endvidere i begrænset omfang gives støtte til monitorering af brugen af opladningsfaciliteter, der stilles til rådighed for offentlig eller halvoffentlig brug.

Der er ca. 7 mio. kr. til uddeling i indeværende ansøgningsrunde. Udvælgelsen af, hvilke projekter, der opnår tilsagn, vil ske på baggrund af en række vurderingskriterier. Endvidere til Energistyrelsen ved udvælgelsen lægge betydelig vægt på at sikre diversitet blandt de projekter, som støttes, således at der er repræsenteret forskellige typer af køretøjer og forskellige anvendelser af elbiler i den samlede projektmasse.

Som led heri tilstræber Energistyrelsen, at en del af bevillingen tildeles projekter med køretøjstyper og -anvendelser, der ikke var stærkt repræsenteret i den tidligere gennemførte tilskudsrunde. Det gælder eksempelvis forsøg med varevogne, lastbiler og busser, samt forsøg hvor elbiler f.eks. anvendes til godstransport, offentlig transport, taxakørsel, pendlerkørsel m.v.

Energistyrelsen ønsker endvidere at opfordre til, at der blandt andet søges om tilskud til projekter, som belyser samspillet mellem elsystemet og elbilerne, for eksempel gennem forskellige former for ”intelligent” ladning af bilerne.

Indkaldelsesskrivelse og øvrigt ansøgningsmateriale findes til højre på denne side. Revisionsinstruks vil snarest blive tilføjet til materialesamlingen. I indkaldelsesskrivelsen er nærmere redegjort for, hvordan der ansøges, hvilke projekter der kan støttes, hvor meget støtten kan udgøre, og hvordan ansøgningerne vurderes.

Det vedlagte, elektroniske ansøgningsskema i Excelformat samt skemaet til projektbeskrivelse i Wordformat skal anvendes ved ansøgning. Hvis disse skemaer ikke anvendes, vil ansøgningen ikke blive taget i betragtning. Bemærk, at ansøgningsskema og skema til projektbeskrivelse skal downloades, inden de udfyldes. Ansøgningsskemaet skal åbnes "med makroer".

Energistyrelsen forventer, at meddelelse om tilsagn kan ske primo februar 2010.

Spørgsmål vedrørende indkaldelsen og ansøgningsmaterialet kan rettes til Carsten Poulsen, cpo@ens.dk, tlf. 33 92 68 93, eller Claus Lewinsky, cl@ens.dk, tlf. 33 92 66 85.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation