Elbiler skal gøre transporten grøn
Energistyrelsens rapport belyser el- og plug-in hybridbilers
samspil med elsystemet.
Energistyrelsen indledte i foråret 2009 sammen med Energinet.dk et
udredningsarbejde om el- og plug-in hybridbiler med henblik på at
belyse el- og plug-in hybridbilers samspil med elsystemet.
Det fremgår af rapporten, at elbiler og plug-in hybridbiler har et
stort potentiale for at reducere såvel energiforbruget som
CO2-udledningen i transportsektoren. Lykkes det at erstatte benzin
og diesel med el fra vindmøller, kan vi sikre både transportydelser
og reducere vores afhængighed af fossile brændstoffer. Til fordel
for vores forsyningssikkerhed og klimaet.
Udredningen konkluderer, at et velfungerende samspil med elsystemet
er afgørende for at høste fordelene ved introduktion af el- og
plug-in hybridbiler. Elbilerne skal helst lades op på tidspunkter,
hvor der er kapacitet i elnettet og produktion til det. Med et godt
samspil mellem elproduktionen og el- og plug-in hybridbilerne -
herunder etablering af smart grids (intelligente elnet) - kan vi
fremme en renere og mere bæredygtig transportsektor samt en optimal
udnyttelse af vores elproduktion.
Der henvises i øvrigt til Transportministeriets udredning fra den
27. April 2010, der behandler emner som brugernes behov og
forventninger, de teknologiske udfordringer samt de miljømæssige
konsekvenser af elektriske køretøjer, m.v.
I boksen til højre er links til Energistyrelsens rapport samt
rapporten fra Center for Grøn Transport under
Transportministeriet.