Godkendelse af klimaprojekter – Designated National Authority / Designated Focal Point (DNA/DFP)
Hvis du skal have dansk godkendelse af et klimaprojekt, skal du kontakte den danske DNA/DFP. Er du selv projektdeltager skal du ansøge om et Letter of Approval efter retningslinjerne i bekendtgørelse nummer 118 af 27/02/2008 (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=115264), hvis kreditterne fra projektet skal bruges til returnering af danske kvoteomfattede virksomheder, skal du ansøge om generel godkendelse af projektet. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. oplysninger om gebyrstørrelsen for godkendelse af klimaprojekter, samt hvilken dokumentation, der kræves før en ansøgning kan behandles. Der er som tillæg til bekendtgørelsen udarbejdet en generel vejledning, der nærmere beskriver ansøgning om godkendelse af klimaprojekter i henhold til den før nævnte bekendtgørelse.
Nedenfor kan du finde vejledning til ansøgningen, baggrund for den danske stats godkendelse af klimaprojekter, en liste over allerede godkendte projekter samt baggrunden for godkendelsen af klimaprojekter.
Læs og download vejledningen (under revision) her.
Kvoteregisteret har desuden lavet en oversigt over alle klimaprojekter godkendt af den danske DNA/DFP.
Læs og download listen her.
Baggrund
Det er et krav i Kyoto-protokollen (3/CMP.1, Annex, paragraph 29), at alle parter, der deltager i de fleksible mekanismer CDM og JI, har en fungerende Designated National Authority/ Designated Focal Point (DNA/DFP). DNA/DFP er den institution, som har ansvaret for at autorisere og godkende deltagelse af juridiske eller fysiske personer, der er hjemhørende i Danmark og som agter at deltage i CDM/JI-projekter. Dette er implementeret i Danmark gennem bekendtgørelse nummer 118 af 27/02/2008. Bekendtgørelsen indeholder også oplysninger om gebyrstørrelsen for godkendelse af klimaprojekter. Yderligere foreskriver bekendtgørelsen, at alle CO2-kreditter der anvendes af kvoteomfattede virksomheder ligeledes skal godkendes af den danske stat. Dette håndteres også af den danske DNA/DFP.
Specielt om godkendelse af store vandkraftprojekter
Kvotedirektivets artikel 11b (6) foreskriver, at EU-medlemsstater skal sikre, at store vandkraftprojekter overholder internationale kriterier og retningslinjer herunder World Commission on Dams (WCD) rapporten "Dams and Development. A New Framework for Decision-Making". EU-landene imellem har der dog været forskellige fortolkninger af denne artikel. Dette har tidligere resulteret i en fragmentering af markedet og priserne på kreditter fra netop denne type projekter, da der har været stor usikkerhed om, i hvilken grad disse kreditter blev accepteret af alle medlemsstater. I efteråret 2007 blev der derfor igangsat et arbejde for at harmonisere godkendelsesprocedurerne indenfor EU for denne type klimaprojekter. Resultatet af denne proces er et såkaldt "non-paper", som beskriver baggrunden for denne proces og omfanget af ekstra dokumentation krævet for at godkende denne type projekter. Yderligere er der udarbejdet en skabelon (Compliance Report) for overholdelse af WCD-retningslinjerne. Ved ansøgning om godkendelse af store vandkraftprojekter skal denne skabelon udfyldes, og dokumentationen for svarene skal vedlægges sammen med den normalt påkrævne dokumentation for godkendelse af JI- og CDM-projekter.
Læs og download det udarbejdede non-paper her.
Læs og download skabelonen (Compliance Report) her.