Staten udvikler klimaprojekter ved hjælp af de to mekanismer Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism (CDM). JI er klimaprojekter i lande, der har en reduktionsforpligtigelse under Kyoto-aftalen – i modsætning til CDM-projekter, der foregår i lande, som er med i Kyoto-aftalen, men som ikke har egne forpligtelser.
CDM-arbejdet bygger på statens erfaringer med miljøbistand til udviklingslande. De fleste projekter ligger således i Malaysia, Thailand og Kina, dog ligger enkelte projekter i Egypten, Indien, Cypern, Bangladesh og Armenien. Landene har typisk en lav energieffektivitet og derfor et højt potentiale for at reducere udledning af drivhusgasser.
Udviklingen af CDM-projekter er et direkte engagement, da Danmark, for de fleste projekters vedkommende, både er med til at udvikle og gennemføre projekterne. Energistyrelsens lokale projektkoordinatorer eller den lokale danske ambassade holder kontakt til projektejerne og samarbejder med de nationale myndigheder, relevante organisationer og konsulenter. Denne metode skaber en stor indsigt i nationale forhold samt mulighed for løbende tilpasning af aktiviteterne og inddragelse af de nødvendige nationale aktører.
I nedenstående skema ses en oversigt over statens CDM-projekter, projekttype og kontraheret reduktionsvolume. Uddybende faktaark fra alle projekterne kan læses og downloades ved at trykke på projektnavnet.
Læs og download desuden Energistyrelsens publikation: The Danish JI and CDM Program - Seven years experience with climate projects around the world. Publikationen indeholder en introduktion til JI/CDM og faktaark fra alle energistyrelsens JI/CDM-projekter.