Samarbejde med United Plantations Energistyrelsen har et samarbejde med United Plantations (UP) om 4 CDM-projekter – 3 biogas- og 1 biomasseprojekt, hvor affaldsprodukterne fra palmeolieproduktionen udnyttes til at producere vedvarende energi, der anvendes andre steder i produktionen. Udover at reducere den samlede udledning af drivhusgasser i Malaysia, sikrer biogas-projekterne en mere effektiv spildevandsrensning og er dermed til gavn for både det lokale og det globale miljø.
Alle 4 CDM-projekter håndterer affaldsprodukter fra oliemøllerne, og CDM projekterne er derfor ikke direkte involverede i plantagedrift eller dennes anvendelse af kemikalier.
Aftalen om de to første projekter med United Plantations - et biomasseprojekt (
UP1) og et biogasprojekt (
UP2) – blev indgået med Udenrigsministeriet i 2006 og aftalen om de sidste 2 biogasprojekter (
UP 3+4) blev indgået med Energistyrelsen i foråret 2010. Alle 4 projekter er registrerede i FN og er i drift.
Dertil kommer at UP3 og UP4 er under certificering som Gold Standard
www.cdmgoldstandard.org. Gold Standard er udviklet af bl.a. Verdensnaturfonden WWF, Greenpeace og HELIO International og sikrer en bæredygtighedscertificering af CDM-projekter, som ligger udover de registreringskrav der stilles til CDM fra FN.
De 4 CDM-projekter på United Plantations forventes tilsammen at reducere drivhusgasudledningen med 250.000 t CO2 inden udgangen af 2012 og yderligere 64.000 t efter 2012.
Energistyrelsen har indgået købskontrakter med UP om levering af ca. 250.000 kreditter inden udgangen af 2012 og 64.000 kreditter i perioden fra 2012-14. Alle projekternes anlægsomkostninger er finansieret af United Plantations selv.
RSPO Det har været af væsentlig betydning for Energistyrelsens involvering, at United Plantations var den første palmeolieproducent i verden, der blev certificeret som bæredygtig af ”Round Table for Sustainable Palm Oil” (RSPO). For så vidt angår biogas og biomasseprojekter, som er baseret på affaldsprodukter fra egne plantager, er det et fast krav fra Energistyrelsens side, at den pågældende virksomhed enten er eller er i gang med at blive certificeret bæredygtig af RSPO. RSPO er en international ”non-profit” organisation, som blev stiftet i 2004 på initiativ af Verdensnaturfonden – WWF, og i samarbejde med en bred vifte af virksomheder og NGO’ere blandt andet for at reducere presset på regnskovene.
Formålet med RSPO er at fremme ansvarligt produceret palmeolie ved at etablere et regelsæt med troværdige globale bæredygtighedsstandarder og involvere aktører i hele leverandørkæden.
Bæredygtighedscertificeringen af palmeolie omhandler alle stadier af produktionen og kræver, at 125 bæredygtighedsindikatorer indenfor 8 principper overholdes.
Certificeringen foretages af en uafhængig RSPO akkrediteret tredjepart, og på certificeringsbesøget skal virksomheden dokumentere, hvordan den opfylder de 125 bæredygtighedsindikatorer, både ud fra dokumentationskrav og kontrol af faktiske forhold i plantage og palmeoliemølle. En bæredygtighedscertificering varer i 5 år og kræver, at virksomheden årligt kontrolleres af en uafhængig tredjepart. Der henvises nærmere til
www.RSPO.org for mere information.
WWF International har udgivet en video om RSPO ved palmeolieproduktion,
se videoen her (eksternt link).
WWF Danmark har i 2011 udgivet en rapport om palmeolieproduktion og RSPO,
se rapporten her (eksternt link).
Kritik af United Plantations arbejdsmiljø og brug af pesticider
På baggrund af Politikens artikelserie i september 2010 og på grundlag af det etablerede samarbejde omkring energiprojekterne rettede
Energistyrelsen den 9. september 2010 henvendelse til virksomheden for at presse på for en hurtigere udfasning af det i Politiken omtalte ukrudtsmiddel paraquat og insektbeskyttelsesmidlet monocrotophos.
Virksomheden oplyste i sit svar til Energistyrelsen, at udfasningen af paraquat forventedes fremrykket til udgangen af september 2010, og at brugen af monocrotophos var signifikant reduceret siden 2006 med en intern virksomhedsmålsætning om helt at udfase medio 2011.
Klima- og energiministeren sendte
17. september 2010 en redegørelse til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om samarbejdet med United Plantations, hvor det blev oplyst, at Energistyrelsen agtede at gennemføre et 2-dages tilsynsbesøg til UP.
Redegørelse for tilsynsbesøg på UP den 28.-29. september 2010 Energistyrelsen gennemførte 28. og 29. september 2010 et tilsynsbesøg på United Plantations. Da Energistyrelsen hverken har kompetence, ressort eller ekspertise indenfor brug af pesticider i palmeolieplantager var det helt afgørende, at tilsynet blev gennemført af en uafhængig RSPO akkrediteret kontrollørefter RSPOs retningslinjer for bæredygtig palmeolieproduktion.
Derudover deltog en faglig ekspert udlånt fra Miljøstyrelsen til at bistå vurderingen af virksomhedens planer om at udfase monocrotophos. Da Energistyrelsen ikke er myndighed i Malaysia og derfor ikke har formel adgang til virksomhedens plantager forudsatte besøget, at den praktiske tilrettelæggelse blev aftalt på forhånd med virksomheden.
Klima- og energiministeren
fremsendte 25. oktober 2010 en redegørelse for tilsynsbesøget til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg på baggrund af den faglige vurdering, der blev foretaget af den uafhængige RSPO akkrediterede kontrollør.
Redegørelsen konkluderede, at brug og håndtering af pesticider, herunder monocrotophos på United Plantations, ikke gav anledning til bemærkninger og er i overensstemmelse med RSPO´s bæredygtighedskriterier. United Plantations blev allerede i 2008 certificeret bæredygtig af RSPO gennem dokumenteret opfyldelse af 125 nærmere angivne bæredygtighedsindikatorer. Brug og håndtering af plantebeskyttelsesmidler indgår heri, og udover detaljerede krav om korrekt håndtering, sikkerhedsudstyr og -procedurer samt regelmæssig lægekontrol er det et krav fra RSPO, at der kan fremlægges en dokumenteret og tilfredsstillende plan for udfasning og/eller minimering af kemikalier klassificeret som 1A eller 1B af WHO samt for ukrudtsmidlet paraquat.
Tilsynsbesøget bekræftede endvidere, at udfasningen af paraquat var fremrykket til slutningen af september og allerede ophørt.
For så vidt angik brugen af monocrotophos, blev der dokumenteret et udvidet biologisk beredskab og et faldende forbrug af monocrotophos siden 2006 i overensstemmelse med RSPO´s krav og bestemmelser. Virksomheden tilkendegav derudover, at deres interne mål om at udfase monocrotophos fremrykkes 31. marts 2011. Det blev dog understreget - jf. også Energistyrelsens redegørelse af 25. oktober 2010 at i helt ekstraordinære situationer, hvor der måtte forekomme udbrud af skadedyr, kunne der gøres brug af monocrotophos under særlige beskyttelsesforanstaltninger indtil det udviklingsarbejde, som virksomheden havde iværksat med store kemikalieproducenter bl.a. Bayer og BASF havde fundet et alternativ. Et sådant ekstraordinært brug ligger fortsat inden for rammerne af de bæredygtighedskriterier, som RSPO certificeringen dikterer, og kræver i øvrigt en forudgående undersøgelse fra det malaysiske Landbrugsministerium og dertil en speciel godkendelse for køb.
Miljøstyrelsens faglige ekspert i plantebeskyttelsesmidler og biologisk bekæmpelse vurderede efter tilsynsbesøget, at United Plantations samlede tiltag med hensyn til at udfase brugen af monocrotophos var tilfredsstillende og ambitiøse.
Med hensyn til håndtering af pesticider er det endvidere et krav fra RSPO, at alle, der håndterer pesticider, skal lægeundersøges årligt. United Plantations har oplyst, at dette sker hver eller hver anden måned, og at virksomheden gennem 12.000 lægeundersøgelser kan dokumentere, at der ikke har været tilfælde af pesticidforgiftning siden 2005; herudover viser virksomhedens arkiver tilbage til 1995, at der ikke har været registreret alvorlige pesticidforgiftninger.
Samme konklusioner nåede PriceWaterhouseCoopers PWC til sidste efterår i en tilsvarende undersøgelse udarbejdet for Aarhus Karlshamn AAK www.aak.com, og det samme gælder for de årlige RSPO-kontrolrapporter fra 2009 og 2010 www.RSPO.org
Tilsynsredegørelsen gav anledning til flere artikler I dagspressen, hvoraf enkelte blev kommenteret af Energistyrelsen:
Politikens kritik af Energistyrelsens redegørelse om United Plantations er grundløs
Politikens fejlskud - igen
UP’s udfasning af monocrotophos
United Plantations meddelte ultimo marts 2011, at virksomheden ikke ville nå det interne mål om helt at udfase monocrotophos pr. 31. marts 2011, idet der endnu ikke i samarbejdet med bl.a. Bayer og BASF var fundet et alternativ.
Som det fremgår af Energistyrelsens redegørelse af 25. oktober 2010, havde virksomheden i forhold til sin fremrykkede interne målsætning taget forbehold for, at det udviklingsarbejde, som var igangsat med flere store kemikalieproducenter, havde resulteret i et alternativ.
United Plantations oplyste samtidig, at virksomheden fortsat kun vil anvende monocrotophos efter særlige retningslinjer og kun som sidste led i et 5-trins skadedyrsbekæmpelsesprogram. I lyset af den nye oplysning anmodede Energistyrelsen virksomheden om en nærmere redegørelse og på denne baggrund rekvirerede Energistyrelsen medio april en yderligere ekstern evaluering af United Plantations´ samlede initiativer med henblik på helt at ophøre med brugen af insektmidlet monocrotophos. Ekspertvurderingen gennemføres også her af RSPO-akkrediterede kontrollører.
Den endelige evalueringsrapport blev fremsendt til Folketinget den 24. oktober 2011, vedlagt et notat af den udlånte faglige ekspert fra Miljøstyrelsen. Evalueringen konkluderer bland t andet, at United Plantations er proaktiv i forhold til den øvrige branche med hensyn til at udfase monocrotophos, samt at virksomheden udøver ”Good Agricultural Practice (GAP) i overensstemmelse med RSPO, herunder FAOs Code of Conduct.
Kritik af Energistyrelsens tilsynsredegørelse
Politiken bragte i juni 2011 en række artikler om tilsynsredegørelsen af 25. oktober 2011 og Energistyrelsens samarbejde med UP. I artiklerne blev der bl.a. rejst tvivl om uvildigheden i redegørelsen, at besøget ikke var uanmeldt, at FAO’s retningslinjer ikke skulle være overholdt og at udsendte medarbejdere boede på UP’s gæstehuse.
Klima- og energiministeren sendte 26. august 2011 et svar på Miljø- og Planlægningsudvalgets spørgsmål 798, hvor der vedlægges en redegørelse for forløbet forud, under og efter tilsynsbesøget hos United Plantations.
Politikens artikler d. 26. juni 2011 blev endvidere kommenteret af Energistyrelsen samme dag:
Misforstået Politiken artikel om United Plantations
Den 29. juni 2011 skriver Politiken, at en videooptagelse af avisens interview med en lokal læge i Malaysia, dr. Ravindran Naidu, skulle bekræfte, at Energistyrelsens redegørelse fra oktober sidste år af tilsynsbesøget på UP var behæftet med fejl. Energistyrelsen kommenterede denne påstand samme dag:
Energistyrelsen: UP-redegørelse ikke behæftet med fejl.
Klima-, energi- og bygningsministeren var 23. november 2011 i samråd om de kritikpunkter, som blev rejst i Politikens artikler. Se ministerens talepapir her.