Som led i den løbende evaluering af det statslige JI/CDM-program blev der i foråret 2010 gennemført to eksterne analyser af programmet. En analyse fra Deloitte om programmets organisering, mål mv. samt en analyse af det internationale konsulenthus Point Carbon (PC) med fokus på den statslige JI/CDM-projektportefølje og pipeline.
Deloittes analyse fokuserer primært på programmets organisering, efficiens og det styringsmæssige set-up. Overordnet set vurderer Deloitte, at programmet forvaltes med udgangspunkt i regeringens strategi og målsætninger for programmet. Derudover vurderes det at programmet er omkostningseffektivt sammenlignet med priserne på det sekundære kreditmarked, og at den valgte organisationsform på udmærket vis understøtter formålet med JI/CDM-programmet. Deloitte vurderer også, at det under alle omstændigheder forekommer realistisk, at målet med hjemtagelse af 18,5 mio. kreditter vil kunne nås gennem supplerende køb inden for rammerne af de allerede aktiverede bevillinger. Deloitte anbefaler blandt andet en nærmere afklaring af de fremadrettede målsætninger og strategier i forhold til den næste Kyoto-periode 2013-20.
Point Carbon gennemgang omfatter 1) en analyse af det eksisterende program med 61 JI/CDM-projekter på tidspunktet for evalueringens start, 2) en analyse af Energistyrelsens pipeline af 15 nye projekter samt 3) en vurdering af det sekundære kreditmarked. Point Carbon konkluderer, at den forventede kredithjemtagelse, afhængigt af beregningsmetode, vil være lavere eller lig med Energistyrelsens egen vurdering. Energistyrelsen vurderer imidlertid, at der er en række forhold, herunder at projekterne er relativt modne og følges meget tæt af Energistyrelsen, som bevirker, at Energistyrelsens portefølje må forventes at levere bedre end gennemsnittet.
Point Carbon vurderer desuden, at der i pipelinen er en række gode, modne projekter. Det var Point Carbons vurdering, at kontrahering af disse projekter vil medvirke til at sikre, at Energistyrelsen når det samlede mål om hjemtagning af 18,5 mio. kreditter.
Analysen af det sekundære kreditmarked viser, at på nuværende tidspunkt stammer hovedparten af sekundære kreditter fra industrigasprojekter, særligt HFC og nylon N2O projekter, som har renomémæssige og bæredygtighedsmæssige problemer. Det er imidlertid Point Carbons vurdering, at der må forventes en relativ større andel af bæredygtige JI/CDM-projekter på markedet i slutningen af 2008-12 perioden i forhold til i dag. Point Carbon vurderer, at det for en merpris på 0,5 - 1 € pr. kredit vil være muligt målrettet at erhverve disse bæredygtige CO2-kreditter. Alternativet til det sekundære marked er at erhverve bæredygtige kreditter, som allerede er verificerede, direkte fra en projektejer, hvor det også vil være muligt at foretage en forudgående bæredygtighedsvurdering. Energistyrelsen har siden benyttet sidstnævnte tilgang.