Hvor stort er det globale grønne marked?

Der findes ikke nogen samlet, løbende opgørelse af størrelsen på det globale grønne marked. En række store internationale finansvirksomheder og agenturer følger dog udviklingen af det grønne globale marked med primært fokus på klima- og energiområdet.

Det betyder, at der ikke er tal for store dele af det globale grønne marked, hvilket afspejler, at for en stor dels vedkommende findes der ikke endnu et marked.

Klima og energi
De fleste analyser af det globale marked har fra begyndelsen primært været målrettet finansielle investorer, men i stigende grad er de også begyndt at blive efterspurgt af store produktionsvirksomheder og internationale organisationer såsom FN i takt med, at flere og flere stater har taget grøn vækst-dagsordenen til sig.

Bloomberg
Bloomberg - verdens største nyheds- og analysebureau på det finansielle marked - har en enhed, Bloomberg New Energy Finance (BNEF), som er specialiseret i at følge finansielle transaktioner på det globale marked for grøn energi. BNEF konkluderer i rapporten ”Global Trends in Renewable Energy Investment 2011”, at der i 2010 blev investeret i alt 210 mia. dollars eller 1260 mia. kr. i vedvarende energi på globalt plan – ca. en tredjedel mere end investeringerne i 2009 på 160 mia. dollars eller 960 mia. kr. Siden 2004 er investeringerne vokset med 540 procent.

Følg linket til BNEF

HSBC
HSBC (The Hongkong and Shanghai Banking Corporation limited) leverer analyser af fremtidens markedsudvikling. I 2010 offentliggjorde bankens analyseenhed ”Sizing the climate economy”, hvor den forudsiger, at omsætningen på det globale grønne marked for energi vil være tredoblet til 2,2 trillioner dollars eller 13.200 mia. kr. i 2020. Analysen omhandler alene energi og omfatter dermed ikke andre væsentlige dele af den grønne økonomi såsom de fleste miljøteknologier.

Følg linket til HSBC Global Research.

Det Internationale Energiagentur (IEA)
Det er IEA's forventning, at det globale grønne marked vil fortsætte med at vokse på grund af hensynet til både klimaforandringer, forsyningssikkerhed og generel ressourceknaphed i en verden, hvor befolkningen fortsætter med at vokse. I 2050 forventes verdensbefolkning at være vokset til 9 mia.

IEA offentliggør i sin årlige World Energy Outlook (WEO) sin vurdering af efterspørgslen efter energi og herunder også udviklingen i markedet for vedvarende energi.
 

I WEO 2011 skriver IEA bl.a., at energiforbruget vil vokse med 1/3 mellem 2010 og 2035 primært på grund af væksten i udviklingsøkonomier såsom Kina, Indien, Brasilien m.fl. IEA vurderer, at det stiller krav om investeringer i energisektoren på 38 trillioner dollars eller 228.000 mia. kr. i perioden 2011-2035. Andelen af investeringer, der vil gå til investeringer i opbygning af ny vedvarende energi i perioden 2010-2020, anslår IEA globalt til 24.480 mia. kr.

Følg linket til IEA.

 
Klimatilpasning
Det globale grønne marked omfatter også varer og serviceydelser, som skal hjælpe os til at tilpasse os klimaforandringerne. Fremtidens klima bliver varmere og mere ekstremt. Temperaturen i Danmark er fx steget med halvanden grad siden 1873. I samme periode er nedbøren steget med 15 pct., og vindforhold og vandstande har også ændret sig. Den globale gennemsnitstemperatur er de sidste 100 år steget med ca. 0,74°C. Hvor meget klimaet vil ændre sig i fremtiden, afhænger af, hvor mange drivhusgasser, verdenen sender ud i atmosfæren. 

Klimatilpasningsløsninger retter sig mod alle dele af samfundet: infrastruktur, sundhed, landbrug, byggeri, fødevareproduktion osv.  I FNs klimaforhandlinger spiller finansieringen af klimatilpasning i udviklingslande en central rolle, og det forventes, at markedet for klimatilpasningsløsninger vil vokse.

Gå ind på Videnscenter for klimatilpasning,  hvis du vil læse om klimaforandringer og klimatilpasning.

 


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation