Hvor stor er den grønne økonomi i Danmark? Læs om arbejdet med at dokumentere både størrelse og vækst i den grønne økonomi i Danmark
Vores viden om den grønne økonomi henter vi i dag fra forskellige kilder for at få et samlet billede af væksten og dymanikken i de grønne virksomheder.
Energiteknologi
I dag arbejder Energistyrelsen sammen med DI Energibranchen og Erhvervsstyrelsen om data for al energiteknologisk produktion i Danmark. I den årlige Energierhvervsanalyse præsenteres de statistiske data fra Danmarks Statistik for bl.a. omsætning og eksport af energiteknologisk udstyr (ikke tjenesteydelser). Statistikken omfatter ikke kun grønne varer, men omfatter også energiteknologi, som anvendes til andre formål end til at producere vedvarende energi, fx til olieudvinding.
I 2010 eksporterede danske energiteknologiske virksomheder for en værdi af 52,2 mia. kr.
(Energierhvervsanalysen 2010)
Det danske hjemmemarked for energiteknologi og -udstyr havde i 2010 en værdi på 35,7 mia. kr. I 2008 var der i sektoren mere end 41.000 heltidsbeskæftigede.
Læs den seneste og de tidligere års analyser her:
energierhvervsanalysen.
Miljøteknologi
FORA/Erhvervs- og Byggestyrelsen udarbejdede i marts 2009 for Miljøministeriet en statistisk baseret undersøgelse af de danske miljøteknologiske virksomheders produktion og eksport. Undersøgelsen var en gentagelse af en lignende undersøgelse i 2005.
Analysen inkluderer fx både varer og tjenesteydelser inklusive hele forsyningssektoren. FORA identificerede i alt 720 virksomheder, som udvikler og sælger miljøeffektive teknologier. Virksomhederne havde i 2006 godt 120.000 fuldtidsbeskæftigede og omsatte for mere end 300 mia. kr. Virksomhederne eksporterede for 130 mia. kr., hvilket svarer til 40 procent af omsætningen. Undersøgelsen er ikke blevet gentaget efterfølgende.
I 2009 omsatte for danske miljøteknologiske virksomheder for mere end 300 mia. kr.
(Kortlægning af Miljøteknologiske virksomheder i Danmark, 2009)
Se
Kortlægning af Miljøteknologiske virksomheder i Danmark. Bemærk, at undersøgelsen ikke er sammenlignelig med Energierhvervsanalysen.
Akademiet for Tekniske Videnskaber har undersøgt vækstpotentialet i vandteknologi. Læs mere
her.
Hvis du vil vide mere om dansk miljøteknologi, kan du kontakte
Miljøstyrelsens afdeling for miljøteknologi.
Ny samlet grøn erhvervsstatistik på vej
Målet er i 2012 - på et statistisk grundlag - at give et samlet overblik over de danske, grønne miljø- og energiteknologiske virksomheders aktiviteter og følge udviklingen i den grønne økonomi i forhold til øvrige dele af økonomien.
Regional grøn vækst-statistik
Konsulentvirksomheden DAMVAD kortlagde i 2011 den grønne økonomi i Hovedstadsregionen, dvs. en undersøgelse, som omfatter både de energi- og miljøteknologiske virksomheder. Undersøgelsen er det første eksempel på en statistisk baseret undersøgelse af den grønne økonomi i en hel region i Danmark. I undersøgelsen identificerer DAMVAD konkrete grønne økonomiske aktiviteter for hver enkelt virksomhed. Det betyder, at DAMVAD for første gang kan præsentere en statistik over udelukkende grønne virksomhedsaktiviteter i en region.
Den grønne økonomi beskæftigede i 2009 mere end 25.000 mennesker i Hovedstadsregionen (Green Growth in Denmark, 2011).
DAMVAD konkluderer bl.a., at den grønne økonomi i 2009 beskæftigede mere end 25.000 mennesker i Hovedstadsregionen, og at de grønne virksomheder i regionen i sammenligning med industrien generelt er gode til at eksportere til BRIC-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina).
Se link til
Green Growth in Copenhagen
Survey-undersøgelser af den grønne økonomi
Energistyrelsen har i samarbejde med DI siden 2009 fået foretaget en årlig survey-undersøgelse af markedet ved konsulentvirksomheden Brøndum & Fliess.
Rapporterne er offentliggjort på engelsk under titlen
The Golden Egg of Danish Economy og giver med udgangspunkt i en foreløbig liste af virksomheder med en grøn profil mulighed for at beskrive en række udviklingstendenser i virksomhederne.
Brøndum & Fliess konkluderer bl.a. i rapporten, at der er 50 teknologiområder repræsenteret i den grønne økonomi, at der eksisterer et unikt samarbejde mellem forskning og erhvervsliv, og at den grønne økonomi er sammensat af en underskov af små innovative virksomheder og store trendsættende, globale virksomheder.
Læs The Golden Egg of Danish Economy.