En væsentlig del af fremtidens økonomiske vækst i Danmark er grøn. Den grønne omstilling er en mulighed for at sælge danske løsninger til de globale markeder, der i stigende grad efterspørger grønne løsninger.
”Klodens svindende ressourcer og den stigende globale efterspørgsel efter energi presser priserne på de fossile brændsler i vejret. De høje priser har allerede påført danske husholdninger og virksomheder betydelige meromkostninger.
Det er med andre ord ikke længere muligt at bygge velstand på anvendelsen af knappe fossile ressourcer. Fremtidens velstand forudsætter energieffektiviseringer og vedvarende energi.
Derfor vil regeringen fremtidssikre det danske samfund ved at skabe en grøn økonomi i vækst og omstille til et energi- og transportsystem baseret på 100 pct. vedvarende energi i 2050. En omstilling i den størrelsesorden er en meget stor opgave, som derfor må starte nu” (regeringens energiudspil ”
Vores Energi”).
Investeringerne i en grøn omstilling er ikke kun nødvendige af hensyn til klimaet, vores forsyningssikkerhed og den danske økonomis muligheder for at blive uafhængig af ustabile priser på energi og andre knappe ressourcer. De er også en mulighed for at danske virksomheders kan få et grønt forspring på det globale marked for grønne løsninger.
Markedet for grøn teknologi forventes at vokse i fremtiden i takt med, at flere og flere stater vælger at omlægge deres økonomi i en mere grøn retning.
Læs i denne forbindelse om
regeringens ministerudvalg for ny erhvervs- og vækstpolitik, som bl.a. fokuserer på grøn teknologi.
Den nødvendige omstilling er en chance for at styrke hjemmemarkedet for grønne energi- og klimaøsninger og muligheden for at teste og demonstrere grønne løsninger i stor skala. Det vil være med til at øge virksomhedernes muligheder for at eksportere til verdensmarkedet.
Muligheden for at teste og demonstrere ny grøn teknologi tiltrækker også udenlandske virksomheder, som ser muligheden for at teste deres produkter i et avanceret energisystem med en meget høj andel af vedvarende energi.
Samtidig med at efterspørgslen efter grøn teknologi øges på kort sigt, vil regeringen fremme den langsigtede produktivitet gennem en målrettet støtte til teknologiske innovation og forskning, som allerede i dag er på et højt internationalt niveau.