EUDP får ny energiteknologi på markedet

Blandt deltagerne i EUDP-støttede projekter forventer over 70 % at bringe ny energiteknologi på markedet. Det fremgår af en evaluering som Oxford Research har lavet af EUDP.

19. september 2011
Oxford Research har evalueret Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, der nu har eksisteret i 4 år.

Læs faktaark om evalueringen her.
Læs evalueringsrapporten her.


EUDP opfylder sit formål

 

Evalueringen konkluderer, at EUDP i høj grad opfylder sit formål: De støttede projekter udvikler nye klimavenlige og effektive teknologier og bringer dem frem til markedet. EUDP bidrager til at skabe arbejdspladser, øget indtjening og bedre eksportmuligheder for virksomhederne. Og projekterne overfører viden fra universiteter til virksomheder, hvor den anvendes i praksis.


Nye markeder

Kun knap en fjerdedel af EUDPs projekter er afsluttede, og hovedparten er halvvejs eller under halvvejs i deres projektforløb. Alligevel har en femtedel af alle de deltagende virksomheder allerede øget indtjeningen eller ansat flere medarbejdere. Knap halvdelen har eller forventer at få fodfæste på et nyt marked uden for Danmark.


- Det er tilfredsstillende, at vi allerede nu kan påvise målbare resultater af programmet. Men de egentlige effekter har vi endnu til gode. Det tager tid at udvikle ny energiteknologi, og EUDPs støtte ophører inden den egentlige markedsføring begynder, siger Torkil Bentzen, bestyrelsesformand for EUDP.


Smidigt program

Ifølge evalueringen er EUDP et smidigt og virksomhedsrettet program, der formår at tiltrække både små og store virksomheder. Programmet har haft en stor tilskyndelses-effekt, og projekterne har en god projektstyring og fremdrift.


- Evalueringen viser, at vi er på rette spor. Men hvor det er muligt vil vi bruge resultaterne til at udvikle programmet yderligere. Vi vil blandt andet se på om vi kan styrke projekternes kommercielle fokus, siger Torkil Bentzen.


Evalueringen bygger på svar fra 369 eller 62 % af deltagerne i 175 EUDP-støttede projekter og på en række kvalitative interviews.

EUDP støtter projekter, hvor det teknologiske potentiale er klart, men hvor risikoen samtidig er for stor til, at det er muligt at skaffe private investorer eller lånekapital. EUDP har de første 4 år støttet 600 virksomheder og videninstitutioner i at skabe energiteknologiske udvikling for 1,8 mia. kr., hvoraf EUDPs investering har udgjort ca. halvdelen.


Samarbejde mellem virksomheder og universiteter

Støtten går i høj grad til små virksomheder. Disse står for ca. 1/3 af støttemidlerne og deltager i næsten halvdelen af projekterne. To trediedele af EUDPs energiteknologiskeprojekter indebærer et samarbejde mellem mindst en privat virksomhed og en videninstitution.

 

 

 


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation