Her kan du finde vejledning om, hvordan du søger tilskud fra EUDP. Næste ansøgningsfrist er 6. september 2012.
To årlige ansøgningsrunder
EUDP har to årlige ansøgningsrunder. Den næste frist er den 6. september 2012. I boksen til højre kan du finde indkaldelsen til den seneste ansøgningsrunde, som var 6. marts. Indkaldelsen beskriver, hvad der kan søges støtte til, og hvilke kriterier man skal opfylde. Indkaldelsen kan blive revideret lidt, og der vil i så fald blive lagt en ny version ud i juni.
Tilskudsportalen
Ansøgninger indsendes via Energistyrelsens tilskudsportal. Portalen lukker op for indtastning af nye ansøgninger medio juni 2012:
https://tilskudsportal.ens.dk
Ansøgningsproceduren består af 3 trin - nemlig udfyldelse af:
- en ansøgningsblanket,
- et budgetskema (excel fil)
- en tidsplan i form af et GANTT diagram (excel fil).
Herudover kan der efter behov indsendes yderligere bilag til supplering af ansøgningsskemaet.
Generelt om ansøgninger til EUDP
Hvem kan søge?
EUDP kan søges af offentlige eller private virksomheder eller videninstitutioner med hjemsted i Danmark herunder universiteter og Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS’er).
Kriterier for at søge
De væsentligste kriterier for at få støtte er, at projektet:
- udvikler og/eller demonstrerer ny energiteknologi
- er baseret på forskning, der peger frem mod udvikling og demonstration
- er innovativt og har et patenterbart teknologisk indhold
- dækker et markedsmæssigt behov og har et veldefineret kundesigte
- er økonomisk konkurrencedygtigt
- indeholder en teknologi, som er tæt på markedsudbredelse
Virksomhedens eget bidrag
Ansøger skal selv stille med en væsentlig privat egenfinansiering. Niveauet kan variere afhængig af deltagerkredsen og af, hvor tæt projektet er på det kommercielle marked. For udviklings- og demonstrationsprojekter skal egenfinansieringen typisk være på minimum 50 %.
EUDP lægger vægt på, at virksomheder samarbejder med flere aktører, gerne:
- med flere forskellige virksomheder med direkte interesse i at udnytte resultaterne fra projektet
- offentlig – privat samarbejde (virksomheder og videninstitutioner)
- internationalt samarbejde
Hvad kan der søges støtte til?
- Projekter, der omfatter udvikling og/eller demonstration af nye effektive energiteknologier
- Forskningsprojekter som direkte forbereder eller understøtter demonstration
- Udvikling af offentlig-private partnerskaber om nye energiteknologier
- Internationalt samarbejde
- Formidling af energiteknologiske projektresultater
Hvilke teknologier kan støttes?
EUDP kan give tilskud til alle energiteknologier, der kan bidrage til at nå de energipolitiske mål. Det kan f.eks. være:
- Bioenergi
- Brint og brændselscelleteknologier
- Vindenergi
- Solenergi
- Bølgeenergi
- Geotermi
- Energieffektivitet, herunder
- - Energibesparelser i bygninger og virksomheder
- - Energibesparende apparater og komponenter
- - Effektive og fleksible energisystemer
- Effektive indvindingsmetoder for olie og gas
- CO2-lagring