Brint & Brændselsceller

Brint- og brændselscelleteknologierne kan bidrage til at gøre et energisystem baseret på vedvarende energikilder mere fleksibelt og teknologierne har et bredt anvendelsespotentiale.

Brændselsceller, der anvender brint eller andre lette brændstoffer som energikilde, og som ikke udleder CO2 men kun lidt vanddamp fra processen kan blive en del af fremtidens fleksible energisystem.

Danmark er blandt de lande der er længst fremme i udviklingen af brændselsceller og brændselscellesystemer. Med en massiv offentlig og privat satsning inden for PEM brændselsceller (Proton Exchange Membran) og SOFC (Solide Oxide Fuel Cells) har danske virksomheder mulighed for at stå konkurrencemæssigt stærkt når brændselscellesystemer i 2012-20 forventes at blive kommercielt tilgængelige indenfor anvendelsesområder som nød- og hjælpestrøm, transport samt el- og varmeproduktion til boligmassen.

Partnerskab for Brint og Brændselsceller
Partnerskabet for Brint og Brændselsceller blev etableret i efteråret 2007 for at fremme den teknologiske udvikling inden for brint- og brændselscelleområdet. Partnerskabet skal styrke et privat-offentligt samarbejde mellem udførende forskere og udviklere, bevillingsgivere, erhvervsliv, uddannelsessystemet og det øvrige samfund.

Partnerskabet har til formål at organisere aktiviteterne inden for brint- og brændselscelleteknologierne og hermed bidrage til, at nye energi- og miljøeffektive teknologier hurtigt gøres kommercielle og kan bringes i anvendelse.

Partnerskabet har desuden til formål at fremme de allerede internationalt anerkendte danske kompetencer på området, samt for at deltage effektivt og konstruktivt i de europæiske forskningsinitiativer under det 7. rammeprogram og øvrige internationale samarbejder.

Oplysninger om partnerskabet, samt strategigrupper inden for forskning, udvikling og demonstration af brint- og brændselscelleteknologierne kan findes på hjemmesiden  www.hydrogennet.dk
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation