Dansk klima- og energipolitik fokuserer på forsyningssikkerhed,
klimahensyn og grøn vækst.
Danmark har en række klima- og energipolitiske målsætninger og
forpligtelser, som du kan læse om nedenfor. Hvis du er interesseret
i den nuværende regerings politik, kan du klikke dig videre i
menuen til venstre.
Vedvarende energi i Danmark
I 2020 skal en andel på mindst 30 pct. af det endelige
energiforbrug bestå af vedvarende energi. Dette mål er fastlagt i
EUs klima- og energipakke fra december 2008.
Danmark er også forpligtet til, at mindst 10 pct. af
energiforbruget i transportsektoren kommer fra vedvarende energi i
2020.
Danmark afleverede i juni 2010 en national handlingsplan, der
viser, hvordan målene i 2020 nås.
Læs mere om vedvarende energi i Danmark
her.
Energieffektivisering
Energieffektivisering er en helt central del af Danmarks
energipolitik. Energieffektiviseringer medvirker til at begrænse
energiforbruget. Der er brug for markante
energieffektiviseringer og energibesparelser inden for alle
områder. Vi skal bruge mindre energi i vores boliger, i
erhvervsvirksomhederne, og der skal gøres en særlig indsats i de
offentlige institutioner.
I den energipolitiske aftale fra 2008 er det bl.a. fastlagt,
at bruttoenergiforbruget skal reduceres med 4 pct. i 2020 i forhold
til 2006.
Læs mere om energibesparelser i Danmark
her.
Forsyningssikkerhed
Den globale efterspørgsel efter energi stiger i takt med økonomisk
vækst og befolkningstilvækst. Samtidig tømmes reserverne af fossile
brændsler med stigende hast, og de tilbageværende fossile
ressourcer koncentreres på ganske få lande. Alt imens Danmarks egen
produktion af olie og gas i Nordsøen falder. Det betyder, at
Danmark skal gøre en indsats for at fastholde et højt
forsyningssikkerhedsniveau.
Regeringens mål om et Danmark uafhængigt af fossile brændsler i
2050 vil medvirke til at sikre den langsigtede
forsyningssikkerhed - særligt via et lavere energiforbrug,
udbygning med vedvarende energi og et stærkt europæisk samarbejde
på energiområdet.
Derfor har Danmark også af forsyningssikkerhedsmæssige grunde
målsætninger med hensyn til vedvarende energi og et lavere
energiforbrug.
Læs
Redegørelse
for energiforsyningssikkerhed (2009).
Læs også om forsyningssikkerhed i
Energipolitisk
Redegørelse 2011.
Dansk klimapolitik
Dansk klimapolitik er baseret på, at Danmark skal bidrage til at
begrænse den globale opvarmning, leve op til sine internationale
forpligtelser, og at den danske klimaindsats skal være
omkostningseffektiv.
Med Kyoto-protokollen har EU forpligtet sig til at nedbringe
sin samlede udledning af drivhusgasser i perioden 2008-2012 til et
niveau, der ligger 8 pct. under niveauet i 1990. Som bidrag til
dette fælles mål har Danmark forpligtet sig til en
drivhusgasreduktion på 21 pct. af de danske udledninger i forhold
til niveauet i 1990. Reduktionsmålet skal nås gennem nationale
virkemidler og via EU's kvotehandelssystem (ETS).
Læs mere om reduktionsindsatsen i
Danmarks
Allokeringsplan.
I 2008 vedtog EU en klima- og energipakke for perioden efter 2012 -
dvs. når Kyoto-protokollen udløber. EU har forpligtet sig til en
samlet reduktion af drivhugasudledninger på 20 pct. i 2020 i
forhold til niveauet i 1990. Udledningerne fra energisektoren og de
energitunge virksomheder er reguleret centralt af EU's
kvotehandelssystem.
Den nationale indsats efter 2012 vedrører derfor de sektorer, der
ikke er omfattet af kvotesystemet. Det drejer sig om landbrug,
transport, opvarmning af bygninger og boliger, affald mv. Danmarks
reduktionsmål for de ikke-kvoteregulerede sektorer er på 20 pct. i
2020 i forhold til 2005. Dermed er Danmark ét af de lande i EU, der
har påtaget sig den højeste reduktionsforpligtelse.
Som noget nyt omfatter reduktionsmålsætningen for 2020 årlige
reduktioner i perioden 2013-2020, og reduktionsforpligtelsen
skærpes årligt i perioden. Der er mulighed for at overføre en
overopfyldelse af et årligt mål til de efterfølgende år. Indsatsen
frem mod 2020 kan baseres på følgende typer af virkemidler:
nationale virkemidler, internationale fleksible virkemidler i form
af handel med landekvoter, gennemførelse af klimaprojekter i andre
lande og ved anvendelse af overopfyldelse. I 2012 er Danmark
forpligtet til at redegøre for den planlagte indsats til opfyldelse
af målsætningen over for EU-Kommissionen.
Det er forventningen, at Danmark overopfylder sin
reduktionsforpligtelse i årene 2013-2015 i de ikke-kvoteomfattede
sektorer.
Læs mere i
Klimapolitisk Redegørelse 2011.