om den fremtidige eludbygning og en forstærket indsats på energibesparelsesområdet
Den 6. juni 1986 indgik regeringen (Konservative, Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti) og Socialdemokratiet en politisk aftale om den fremtidige eludbygning og om en forstærket indsats på energibesparelsesområdet. Aftalen konstaterede et behov for udbygning med skønsmæssigt 1000 MW elkapacitet og gode muligheder for at indpasse mindre decentrale kraftvarmeværker i det samlede elsystem.
Aftalen omfatter:
- Den fremtidige udbygning af elproduktionskapacitet skal dækkes dels af decentrale kraftvarmeværker, dels af nye store kraftværksenheder.
- De decentrale kraftvarmeværker skal anvende indenlandske brændsler, såsom naturgas, halm, træflis, affald og biogas.
- Inden for en ramme på 80-100 MW iværksættes et forsøgs- og demonstrationsprogram, som omfatter decentrale kraftvarmeværker af forskellige størrelse. Programmets resultater vurderes løbende med henblik på at den resterende del af udbygningen med decentrale kraftvarmeværker kan gennemføres hurtigst muligt. Under henvisning til kraftvarmegruppens 1. delrapport peges der på en samlet ramme på indtil 450 MW eleffekt, fordelt med 300 MW i Elsam's område og 150 MW i Elkraft's område.
- Varmeaftagerne betaler en pris for varmen fra de decentrale anlæg, som ikke overstiger den varmepris, der ville følge af en fjernvarmeforsyning med samme brændsel.
- Udbygningen tilrettelægges, således at perspektiverne for dansk beskæftigelse og produktion udnyttes bedst muligt.
- Der gennemføres en målrettet indsats med det formål at skabe forståelse for behovet for fastholdelse af energibesparelsesmålsætningen. Energispareudvalget fastlægger en handlingsplan for en øget indsats.