Den fælles energipolitik for Europa har tre overordnede mål: øget forsyningssikkerhed, styrket konkurrenceevne og modvirke de globale klimaforandringer
På deres forårstopmøde den 8.-9. marts 2007 vedtog EU's stats- og regeringschefer en epokegørende handlingsplan med titlen "En Energipolitik for Europa".
Handlingsplanen udstikker kursen for en fælles europæisk energistrategi over de kommende år. EU har hidtil ikke haft en fælles energistrategi.
De overordnede målsætninger bag handlingsplanen er:
- at modvirke globale klimaforandringer som konsekvens af udledningen af drivhusgasser
- at sikre EU's forsyning af energiforsyning
- at styrke konkurrencen på EU's indre marked for energi
For at nå disse målsætninger peger handlingsplanen på at EU-landene i fællesskab skal:
- Binde sig til at reducere udledningen af klimaskadelige drivhusgasser med 20 pct. inden 2020
- Nedbringe energiforbruget med 20 pct. inden 2020
- Indfase 20 pct. vedvarende energi i EU's samlede energimiks inden 2020
- Fremme energiteknologiske gennembrud
- Tale med en røst i forhold til eksterne energileverandør-lande
- Fremme prioriterede el- og gasinfrastrukturprojekter
- Opbygge et overvågningscenter for forsyningssikkerhed
- Sikre effektiv adskillelse mellem kommercielle selskaber og kontrollen med energinettene
- Oprette et agentur for samarbejde mellem nationale energitilsyn i relation til grænseoverskridende el- og gashandel
- Styrke de nationale energitilsyns beføjelser i relation til energiselskaberne
- Sikre bedre integration af EU’s energipolitik i andre politikker, f.eks. handel og landbrug