International Renewable Energy Agency - IRENA - blev stiftet i januar 2009. IRENA skal sikre en hurtig og bæredygtig overgang til brug af mere vedvarende energi globalt.
IRENA - International Renewable Energy Agency - blev officielt stiftet på en konference i Bonn den 26. januar 2009. 75 lande underskrev IRENA's statut på konferencen og siden har fire lande tilsluttet sig, heriblandt 29 afrikanske lande, 27 europæiske, 16 asiatiske og 7 latinamerikanske lande.
I juni 2009 blev det i Sharm El-Sheikh besluttet, at IRENA's hovesæde skal placeres i Abu Dhabi. Desuden blev det besluttet, at der skal oprettes et forbindelseskontor til FN organisationerne med sæde i Wien og et center i Bonn, der skal beskæftige sig med teknologi og innovation.
Formålet med IRENA er at sikre en hurtig og bæredygtig overgang til brug af vedvarende energi globalt ved at give praktisk hjælp og støtte.
IRENA's aktiviteter
IRENA's aktiviteter skal fastlægges nærmere den kommende tid, men de overordnede opgaver vil være:
- Etablering af en omfattende vidensdatabase med henblik på at få samlet viden og information om vedvarende energi, gøre det tilgængeligt for medlemslandene og formidle det til offentligheden
- Policy rådgivning til de medlemslande der ønsker det om bl.a. national lovgivning, regulering, finansiering og strategi for øget anvendelse af vedvarende energi
- Fremme af teknologioverførsel og investeringer i vedvarende energi
- Styrke opbygning af kapacitet i medlemslandene herunder identifikation af behov for træning og uddannelse
- Støtte til forskningsprojekter
- Samarbejde med andre organisationer og netværk, som beskæftiger sig med vedvarende energi