De nordiske lande har en lang tradition for et tæt samarbejde på elområdet, der begyndte længe før Nordisk Råd (NR) og NMR blev etableret. Det nordiske elmarked anses i dag for at være det mest udviklede og mest harmoniserede marked i Europa.
Formålet med det nordiske energisamarbejde i dag er, at det skal bidrage til bæredygtig vækst, sikkerhed og velstand for landenes borgere. Det skal også bidrage til markedsføring af nordiske styrkepositioner på energiområdet i Europa og globalt.
Tiltag, der samtidig kan imødegå den tredobbelte udfordring om økonomisk vækst, forsyningssikkerhed og klimaproblemer, har høj prioritet i det nordiske energisamarbejde.
Det nordiske energisamarbejde skal leve op til politiske forventninger og beslutninger om en yderligere harmonisering af det nordisk elmarked med høj forsyningssikkerhed. Integration af vedvarende energi (VE) på elmarkedet og varmemarkederne er vigtige for at opfylde EU’s mål om anvendelse af VE i 2020, for Danmarks vedkommende 30 pct.. Udbygningen af det nordiske elnet er vigtig for den fortsatte liberalisering af elmarkedet.
De nordiske energisystemer har et solidt grundlag for at møde fremtidens udfordringer. De nordiske lande vil arbejde sammen om at sikre et højt niveau af EU-støtte til udbygningen af el- og gasnet i Nordsøen og Østersøen samt til low-carbon energiproduktionsanlæg i de nordiske lande.
For at styrke og profilere Norden som en videns- og højteknologisk og konkurrencedygtig region har de nordiske statsministre igangsat en række globaliseringsinitiativer, hvor energi spiller en helt central rolle, herunder topforskningsinitiativet, Nordic Energy Solution samt Norden som et grønt teknologilaboratorium på transport og energiområdet. Disse initiativer bidrager til at profilere og markedsføre nordiske energi- og klimavenlige teknologier og understøtter dermed energisamarbejdets lange tradition for teknologiudvikling og forskning, effektiv energiudnyttelse og anvendelse af VE og det grænseløse elmarked.
Transportområdets store olieafhængighed er en særlig udfordring. De nordiske lande vil arbejde sammen om fremme af øget anvendelse af energieffektive elbiler, herunder forsyning af disse med vedvarende og low-carbon-produceret el.
De nordiske lande vil sammen arbejde for at fremme klimavenlige og konkurrencedygtige energisystemer i de tyndt befolkede områder.
De nordiske lande ser samarbejdet med landene i Østersøregionen gennem BASREC som en vigtig medspiller i EU’s nordiske dimension.
De nordiske lande vil i den næste fire års periode 2010-2013 arbejde sammen om, at:
- øge harmoniseringen af det nordiske elmarked
- øge andelen af vedvarende energi i energisystemerne
- sikre en effektiv udnyttelse af energiressourcerne
- bidrage til udviklingen af innovative energiteknologier
- øge effektiviteten og grønne drivmidler til transportsektoren