Geotermiske anlæg

I Danmark findes der to geotermiske anlæg. Det ene er beliggende ved Thisted og det andet på Amager. Et tredje anlæg er på vej ved Sønderborg.

Det geotermiske anlæg ved Thisted blev sat i drift i 1984. Her udnyttes ca. 45 °C varmt vand fra sandstenslag i ca. 1.250 meter dybde. Det varme vand afkøles til ca. 12 °C gennem en varmeveksler inden det returneres til undergrunden. Det geotermiske anlæg er koblet sammen med byens affaldsbaserede kraftvarmeanlæg. Den geotermiske del af anlægget kan producere, hvad der svarer til ca. 2.000 husstandes årlige varmeforbrug.


På Amager begyndte varmeproduktionen i 2005 fra det geotermiske anlæg, der er placeret i tilknytning til Amagerværket. I dette anlæg produceres ca. 73 °C varmt vand fra sandstenslag i en dybde af ca. 2.600 meter. Vandet afkøles i en varmeveksler til ca. 17 °C, inden det sendes tilbage i undergrunden. Den årlige varmeproduktion fra det varme vand i undergrunden svarer til forbruget i ca. 4.600 husstande.


I Sønderborgområdet er der udført 2 boringer, der skal benyttes til et nyt geotermisk anlæg ved Sønderborg. Det er hensigten at erstatte naturgasbaseret fjernvarmeproduktion med geotermisk varme. Anlægget etableres i tilknytning til det eksisterende affaldsbaserede kraftvarmeværk i Sønderborg. Der arbejdes på, at geotermisk varmeproduktion fra det nye anlæg kan igangsættes i løbet af 2012.


Læs mere


Kort over de geotermiske koncessioner i Danmark:

Søg på geotermi hos GEUS:


Den internationale geotermi sammenslutning:
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation