Elproduktionstilskud
Der udbetales statstilskud til elektricitet produceret på decentrale kraftvarmeværker på 25 MW elkapacitet eller derunder og affaldsbaserede kraftvarmeværker.
Tilskudsregler gældende for alle værktyper
Tilskudsreglerne findes i lov om tilskud til elproduktion, jf. bekendtgørelse nr. 1331 af 30. november 2007 af lov om tilskud til elproduktion.
Tilskuddet til elektricitet produceret på værkerne udbetales som et løbende tilskud. Tilskuddet udbetales af Energinet.dk. De nærmere regler er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1400 af 30. november 2007 om tilskud til elproduktion.
Tilskudsgrundlaget er værkernes nettoproduktion, hvorved forstås værkets bruttoproduktion med fradrag af det nødvendige egetforbrug til elproduktion.
Tilskuddet udbetales kun til den del af elproduktionen, hvoraf der betales afgift efter lov om afgift af elektricitet.
Tilskud til elproduktion ydes kun i det omfang, produktionen sker som led i en samlet højeffektiv energiudnyttelse, herunder at der sker en nyttiggørelse af den samlede varmeproduktion. Definitionen af begrebet højeffektiv kraftvarmeproduktion følger bestemmelserne i EU’s såkaldte kraftvarmedirektiv, jf. bekendtgørelse nr. 146 af 16. februar 2007 om oprindelsesgaranti for elektricitet fra højeffektiv kraftvarmeproduktion.