Produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder støttes
via PSO betalinger fra elforbrugerne. Støttesatserne afhænger af
hvilken teknologi elektriciteten genereres med.
Pristillæg til miljøvenlig elproduktion
Der ydes særlige pristillæg til den miljøvenlige elproduktion, der
omfatter elproduktion baseret på vind, biobrændsler, biogas, og
affald samt på naturgas på mindre værker. Pristillæg til affald og
naturgas er beskrevet under
Elproduktionstilskud.
En del pristillæg gives som et konstant tillæg mens andre reguleres
i forhold til markedsprisen, således at summen af markedspris og
pristillæg sikrer producenten en fast afregning.
Afregningsprisen er summen af markedspris og pristillæg. Ved
markedsprisen forstås spotmarkedsprisen på Nord Pool i det område,
hvor produktionsanlægget er tilsluttet.
Ud over pristillæggene er der med lov om fremme af vedvarende
energi oprettet en pulje på 25 mio årligt i fire år til fremme af
små VE-teknologier.
Både puljen og pristillæggene administreres af
Energinet.dk.
Under "læs mere" finder du en oversigt over afregningsregler og
støttemuligheder for vedvarende energi.
Nettoafregning for egenproducenter
En egenproducent er en elforbruger, som producerer elektricitet
eller varme med henblik på at dække eget energiforbrug.
En egenproducent skal efter anmodning kun betale pristillæg mv. i
forhold til det elforbrug, som aftages gennem det kollektive
elforsyningsnet.
Det er en betingelse for at få nettoafregning, at
elproduktionsanlægget er ejet 100 % af forbrugeren og beliggende på
forbrugsstedet.
Der kan kun ydes nettoafregning til elektricitet produceret på en
vindmølle, hvis vindmøllen er tilsluttet i egen
forbrugsinstallation.