Det koster fjernvarmen

Reglerne i varmeforsyningsloven siger, at varmeprisen skal kunne dække de nødvendige omkostninger, der er forbundet med at producere varme. Det vil sige udgifter til blandt andet brændsler, anlæg, net og ledninger, bygninger og inventar, vedligehold af anlæg og net, lønninger til drift og administration, forsikringer, CO2-afgifter, energiafgifter og svovlafgifter på brændsler

Værkerne må derfor ikke opkræve hverken mere eller mindre for varmen hos forbrugeren, end det har kostet at producere og fordele den. Det princip omtales som varmeforsyningslovens ’hvile-i-sig-selv’.

Hvis et værk har fået tildelt flere CO2-kvoter til varmeproduktionen, end det har brug for til at producere varmen, skal værdien af disse overskydende varmekvoter modregnes i varmeprisen. Det fremgår af varmekvotebekendtgørelsen, hvordan og hvornår modregningen skal ske. Link til bekendtgørelsen om modregning i varmeprisen af CO2-kvoter til varmeproduktion findes under "læs mere".

Forbrugere med eget naturgas-, olie- eller biobrændselsfyr har mange af de samme udgifter som et værk. Blandt andet til vedligeholdelse, køb af anlæg, køb af brændsel, afgifter på brændsler mv.

Fjernvarme er ofte billigere end individuel opvarmning. Kun 1% af fjernvarmekunderne betalte i 2008 mere, end det ville koste at producere varmen med et oliefyr, ifølge en opgørelse fra Dansk Fjernvarme. Hvis der sammenlignes med varmeprisen fra et individuelt naturgasfyr, betaler 4% af fjernvarmekunderne mere for deres varme.

De store værker vil som udgangspunkt have stordriftsfordele i forhold til de mindre værker og vil blandt andet derfor ofte kunne opkræve en lavere varmepris. Fx kan store værker indkøbe brændslet billigere end mindre værker eller enkelte forbrugere. Nettabet vil også som hovedregel være mindre i de store byer, hvor husene ligger tæt, og hvor varmeforbruget samlet set er større.

Som nævnt producerer mange værker både el og varme. Men brændsler til produktion af varme og el er afgiftsbelagt efter forskellige regler. Brændsler, der går til produktion af varme, er afgiftsbelagt. Dette gælder dog ikke for biobrændslerne. At biobrændsler ikke er pålagt afgifter betyder faktisk, at værkerne får et indirekte tilskud for at anvende biomasse.

Brændsler, der går til produktion af el, er ikke afgiftsbelagt. I stedet er forbrugernes elforbrug pålagt afgifter. Nogle kraftvarmeværker kan få økonomisk tilskud til elproduktion.

Igennem 90’erne har nogle værker endvidere kunne få tilskud til anlægsinvesteringer, men disse tilskud er nu under afvikling i takt med, at teknologierne er kommercielt modnede.