Projektforslag og ansøgning om nye anlæg

Når et værk eller net bliver bygget i Danmark – fx skifter brændsel, teknisk indretning eller udvider produktionen - så ligger der et længere forløb af forhandlinger, undersøgelser og beslutninger bag.

Det forløb hører med til at planlægge varmeforsyningen i Danmark.

Det er kommunerne, der godkender varmeplanlægningen i Danmark. Det vil sige, at det er kommunalbestyrelserne, der tager den endelige beslutning om, hvordan varmeplanlægningen og udbygningen skal foregå i kommunen.

Det betyder dog ikke, at mange andre ikke også inddrages i planlægningen. Det gælder blandt andet i projektforløbets forskellige faser (initiativfasen, under forberedelserne, i implementeringen). Folketinget har vedtaget varmeforsyningsloven herom, som er fulgt op af en række regler.

Den vigtigste lov er varmeforsyningsloven (Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning nr. 347 af 17. maj 2005), som gælder for fjernvarmeanlæg, kollektive varmeforsyningsanlæg – herunder blokvarmecentraler – med en varmeeffekt på mere end 0,25 MW samt kraftvarmeanlæg med en eleffekt på op til 25 MW. 

Et projektforslag skal der til 

Hvem som helst, der ønsker det, kan tage initiativ til at igangsætte et projektarbejde for varmeplanlægning. Det kan være fjernvarmeværker, kommuner, naturgasselskaber, elselskaber, virksomheder eller borgergrupper.

Når et værk eller net skal etableres eller ændres væsentligt – fx skifter brændsel, teknisk indretning eller udvider produktionen – skal der udarbejdes et projektforslag. Projektforslaget skal udarbejdes i overensstemmelse med bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1295 om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. Reglerne stiller en række krav om bl.a. brændselsvalg og samproduktion af el og varme.

Projektforslaget skal indeholde beregninger af de samfunds-, bruger- og selskabsøkonomiske, miljømæssige og energimæssige forhold. En vejledning om samfundsøkonomiske beregningsforudsætninger samt brændselsprisforudsætninger for samfundsøkonomiske beregninger er udsendt til brug for udarbejdelsen af projektforslaget. Kommunalbestyrelsen skal godkende det samfundsøkonomisk bedste alternativ.

Der er desuden regler for værkers valg og anvendelse af brændsler og teknologier. Et nyt varmeanlæg må således kun anvende naturgas eller mineralsk olie, hvis området allerede forsynes med varme fra et naturgasfyret værk. Hvis anlægget etableres som kraftvarmeanlæg, kan biomasse også godkendes som brændsel.

I områder, der forsynes af et centralt kraftvarmeanlæg, er der ikke krav om bestemte brændsler. Der kan kun godkendes anlæg, som producerer både el og varme (kraftvarmeanlæg). Spids- og reservelastanlæg er dog undtaget fra kravet.

Når projektforslag er udarbejdet, sender den projektansvarlige det til kommunen, der kan indstille det til videre behandling. Kommunen sender projektet i høring til berørte parter (det kan fx være forsyningsselskaber, andre offentlige myndigheder eller borgere).

Hvis høringen ikke giver grund til at ændre i projektforslaget, kan kommunalbestyrelsen godkende projektet. Borgere, forsyningsselskaber eller andre har herefter mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens beslutning til Energiklagenævnet.

Projektbekendtgørelse og vejledning kan findes under "læs mere".

Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation