Pligtens betydning for ejendommens ejer

Rettigheder og pligter er de samme for ejendommens ejer, uanset om varmeforsyningsloven eller planloven har været brugt til at pålægge tilslutningspligt.

Tilslutningspligt betyder, at ejendommens ejer uanset andet er forpligtet til:

  • at lade forsyningsselskabet lave de tekniske anlæg (ledninger o.lign.) og til at betale et engangsbeløb til at dække udgifterne hertil (tilslutningsafgiften)
  • at betale den del af varmeregningen, der kaldes de faste afgifter

Er man pålagt forblivelsespligt gælder det samme, bortset fra, at man ikke skal betale tilslutningsafgiften.

Ejeren er ikke forpligtet til at aftage fjernvarmen eller naturgassen. Har ejeren for eksempel et oliefyr, kan ejeren vælge at fortsætte med at bruge dette. Ejeren kan også vælge at supplere med fx træpiller. Med andre ord er tilslutningspligt ikke lig med en aftagepligt.

Tilslutningspligten kan sikre, at der er en vis tilslutning til den kollektive forsyning og at forsyningsselskabet er sikker på at få dækket de investeringer, der er foretaget i nettet og anlægget. Ejeren af ejendommen betaler altså for, at der er et forsyningssystem til rådighed, der kan og skal levere den mængde energi, som forbrugeren efterspørger.

Hvis der ikke er etableret kollektiv forsyning, når forbrugeren tager en bebyggelse i brug, skal kommunen og forsyningsselskabet (hver med halvdelen og uden ekstra udgift for forbrugeren) sikre, at bebyggelsen bliver forsynet med en midlertidig varmeforsyning. Ellers må kommunen dispensere fra tilslutningspligten. En dispensation betyder, der ikke længere er en tilslutningspligt på ejendommen.

Klage over tilslutningspligt
Kommunerne pålægger tilslutningspligten og forblivelsespligten.

Borgere og andre kan klage over en tilslutningspligt, der er pålagt efter varmeforsyningsloven, over en fritagelse eller dispensation fra tilslutningspligten mv. Klagen sendes til Energiklagenævnet, Frederiksborggade 15, 1360 Kbh. K.

Vil man klage over en tilslutningspligt i en lokalplan, skal man henvende sig til Naturklagenævnet, Frederiksborggade 15, 1360 Kbh. K.

Klagen skal være skriftligt og afsendt inden 4 uger efter, at kommunens beslutning om at pålægge tilslutningspligt er meddelt til borgeren.


Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation