Fritagelse og dispensation fra tilslutnings- og forblivelsespligt
Bygninger, der er fritaget fra pligten
Visse eksisterende ejendomme er fritaget fra både tilslutningspligt og forblivelsespligt. Det gælder ejendomme:
- hvor over 50% af en bygnings varmebehov dækkes fra et vedvarende energianlæg eller overskudsanlæg (det er dog en forudsætning for at blive fritaget, at bygningen var indrettet med for eksempel et træpillefyr med den nødvendige kapacitet på det tidspunkt, tilslutnings- eller forblivelsespligten blev pålagt).
- der ikke er beregnet til at blive opvarmet hele året.
- der kan betragtes som lavenergibygninger - dvs. bebyggelser, hvor det kan dokumenteres, at de på tidspunktet for ansøgningen om byggetilladelsen opfyldte de på daværende tidspunkt i medfør af byggeloven gældende energirammer for energiforbrug for lavenergibygninger.
Følgende eksisterende ejendomme er alene fritaget fra tilslutningspligt, men ikke fra forblivelsespligt. Det gælder ejendomme:
- hvor omstillingen på grund af nødvendige større installations- eller bygningsmæssige ændringer bliver uforholdsmæssig dyr. Det vil det for eksempel kunne være for huse, hvor der er installeret elradiatorer.
- der skal nedreves inden for et kortere årrække.
Kommunalbestyrelsen vurderer, om en ejendom er berettiget til at blive fritaget for tilslutnings- eller forblivelsespligten.
Dispensation i særlige tilfælde
Kommunalbestyrelserne kan i særlige tilfælde, og ud fra en konkret saglig vurdering, dispensere fra tilslutningspligten eller forlænge 9 års fristen.
Der er forskel på kommunernes praksis for at dispensere. Nogle kommuner ønsker at fremme alternative boligformer, tage hensyn til sociale forhold m.m. i højere grad end andre kommuner, og i nogle kommuner er den kollektive forsyning økonomisk mere sårbar end i andre kommuner.
Dispensation nye lavenergibygninger
For nyopførte lavenergibygninger gælder, at kommunalbestyrelsen skal meddele dispensation fra tilslutnings- og forblivelsespligten. Dette skyldes, at de lavenergibygninger, som opføres i dag, er så velisolerede og energieffektive, at udgifterne til installering og tilslutning til fjernvarme og individuel naturgasforsyning vil være store set i forhold til det årlige energiforbrug. Det vil derfor ofte ikke være økonomisk attraktivt at tilslutte sig et kollektivt system. Samtidig kan det lave forbrug betyde, at det ikke er rentabelt for fjernvarme- eller naturgasselskabet at forsyne en lavenergibygning. Der er imidlertid intet til hinder for at lavenergibygninger kan tilsluttes til fjernvarme- eller naturgasforsyningen, når begge parter - boligejeren og forsyningsselskabet - kan blive enige om det.
En ny lavenergibygning er en bebyggelse, hvor det kan dokumenteres, at den på tidspunkt for ansøgningen om byggetilladelsen opfylder de energirammer for energiforbrug for lavenergibygninger, der er fastsat i bygningsreglementet.
I bygningsreglementet er der fastsat maksimale ”energirammer” for bygninger. En energiramme er energibehovet til opvarmning, ventilation, køling, varmt brugsvand - for kontorer og institutioner m.v. indgår også fast belysning.
Desuden indeholder bygningsreglementet for både boliger og kontorer mv. en definition af lavenergibyggeri, hvor energiforbruget er mindre end det bindende krav. I Bygningsreglementet 2010 kaldes lavenergibyggeri 'lavenergiklasse 2015'.
Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen, som står for udstedelsen af byggereglementet.
I øvrigt har blokvarmecentraler ikke krav på dispensation, når de bliver opført som lavenergibygning. En blokvarmecentral er en større byggeri med et varmebehov på mere end 0,25 MW. Blokvarmecentraler skal efter projektbekendtgørelsen forsynes af den kollektive forsyning.
Læs mere om forholdet til bygningsreglementet og regler for blokvarmecentraler.
Dispensation folkepensionister
Folkepensionister har krav på dispensation fra at blive tilsluttet til den kollektive forsyning. Baggrunden herfor er at skåne ældre personer, der muligvis kun kan bebo deres ejendom i et mindre antal år, fra den omstilling, som en tilslutning til kollektiv forsyning kan indebære. Dispensationsmuligheden gælder således ikke forblivelsespligt.
Dispensationen gælder kun for personer, der er folkepensionist på tilslutningstidspunktet. Dvs. det tidspunkt, hvor der er forsyningsmulighed fra anlægget og tilslutningspligten indtræder.
Desuden skal folkepensionisten har været (med)ejer af ejendommen og har haft fast bopæl der siden kommunalbestyrelsen traf beslutning om tilslutningspligt.
Dispensationen bortfalder, hvis ejendommens ejer ikke længere er folkepensionist (f.eks. ved ejerskifte).
Kommunalbestyrelsen kan fortsat anvende den ’almindelige’ dispensationsbestemmelse i de tilfælde, hvor en borger kommer i en urimelig situation.
Læs mere om dispensation for folkepensionister.