EU-samarbejde

EU har - ligesom IEA - fastsat regler om de enkelte landes lagringspligt. Efter EU-reglerne, som er noget forskellige fra IEA-reglerne, skal medlemsstaterne have lagre svarende til mindst 90 dages forbrug for hver af de 3 særskilt definerede kategorier af olieprodukter.

De vigtigste olieprodukter, som fås ved raffinering af råolie, er således af EU grupperet i 3 produktkategorier således:

• Kategori 1

  omfatter lette destillater, især motorbenzin (almindelig benzin til biltransport) samt flybenzin (ikke jet fuel).

• Kategori 2

  omfatter mellemdestillater, især gas- og dieselolie samt jet fuel (JP1) og petroleum.

• Kategori 3

  omfatter tungere destillater som fuel olie.

For hver af disse kategorier skal der således holdes lagre svarende til mindst 90 dages forbrug. I det omfang en medlemsstat har indenlandsk produktion af råolie, reduceres medlemsstatens lagringspligt over for EU med 25% af de nævnte 90 dages lagringspligt.

En række olieprodukter indgår ikke i de 3 produktkategorier. Det gælder f.eks. særlige produkter som orimulsion og petroleumskoks samt produkter, der anvendes til ikke-energiformål, som mineralsk terpentin, smøreolie og bitumen (asfaltprodukt).

Sammenlignet med IEA er EU-samarbejdet primært af regional karakter og det fungerer især som et supplement til IEA-samarbejdet. EUs krisehåndtering er hovedsagelig baseret på erfaringsudveksling og koordinering af indgreb mellem medlemsstaterne, hvor dette vurderes nødvendigt. Denne koordinering foretages bl.a. gennem Kommissionens 'Oil Supply Group'.

Kommissionen fremsatte i september 2002 et direktivforslag om øget forsyningssikkerhed for olie, som indeholdt forslag om en væsentlig udbygning af den gældende EU-regulering på området. Forslaget mødte stor modstand hos medlemsstaterne og EU Parlamentet og blev senere trukket tilbage af Kommissionen.

Den væsentligste del af EU-reguleringen på dette område er Rådets Direktiv 98/93/EF af 14. december 1998 om ændring af direktiv 68/414/EØF om forpligtelse for EØF’s medlemsstater til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter, men der er også anden EU-regulering af relevans.