Forsyningssikkerhed i lokale net

Der er ikke på nuværende tidspunkt behov for at udvikle nye instrumenter til at sikre forsyningssikkerheden i nettene.

Som led i opfølgningen på Energistrategi 2025 har Energistyrelsen gennemført et udredningsarbejde om leveringssikkerhed i lokale net i samarbejde med Dansk Energi, Energinet.dk og Energitilsynet. Resultatet heraf er beskrevet i rapporten Forsyningssikkerhed i lokale net.

Formålet med analysen var at vurdere behovet for at supplere den økonomiske regulering af elnetselskaberne (”indtægtsrammereguleringen”) med andre instrumenter, der sikrer kvaliteten i elnettene.

Projektgruppen har belyst den aktuelle forsyningssikkerhed i Danmark og sammenholdt denne med oplysninger fra en række af vore nabolande. Tallene viser, at forsyningssikkerheden er høj i Danmark, sammenlignet med vore nærmeste naboer.

Rapporten gennemgår 3 forskellige metoder til at sikre, at den høje forsyningssikkerhed opretholdes i fremtiden. De undersøgte metoder omfatter fastlæggelse af tekniske krav til nettet, en kompensationsordning til forbrugere, der oplever strømafbrud, og en ordning baseret på benchmarking, som er under udvikling i Energitilsynet. Der er foretaget sammenligninger med tilsvarende ordninger i Norge, Sverige og England.

Rapportens konklusion er, at en ordning baseret på benchmarking af forsyningssikkerheden, som omfatter både højspændingsnettet og lavspændingsnettet, vil kunne give et tilstrækkeligt incitament til selskaberne til at opretholde forsyningssikkerheden generelt. Den vil også kunne sikre, at mindre grupper af forbrugere ikke udsættes for langvarige strømafbrydelser. En ordning baseret på benchmarking er tillige enkel og omkostningseffektiv i forhold til andre ordninger.

På den baggrund konkluderer rapporten, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for at udvikle nye instrumenter til at sikre forsyningssikkerheden i nettene.
 
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation